Debatindlæg i Politiken af Erik Kærgaard Kristensen, Ph.d., arkitekt, økonom og formand, Foreningen Nej til Trafikstøj, bragt med tilladelse fra forfatteren.
Planklagenævnet har ophævet en lokalplan, der tillod byggeri af 518 lejligheder 40 meter fra midterrabatten på Danmarks mest trafikerede motorvej. Det er en skelsættende afgørelse, som får betydning for kommunerne i alle større byer, skriver Erik Kærgaard Kristensen, formand for Foreningen Nej til Trafikstøj, i dette debatindlæg.
Trafikken og trafikstøjen er steget kraftigt på hovedstadens motorveje de seneste årtier, og problemets omfang og alvor er vokset, mens kommunernes respekt over for planlovens bestemmelser om at beskytte beboerne mod den sundhedsskadelige støj og luftforurening fra trafikken er sendt ned ad en uskøn glidebane.
Det har ikke været ualmindeligt, at kommuner og rådgivere mente, at grænseværdierne for trafikstøj i praksis ikke skulle respekteres længere. Denne holdningsændring har både sin årsag på Christiansborg og lokalt i kommunerne, hvor problemet udmøntes i kommunernes lokalplanlægning.
De værste kommuner har udvist en uskøn kreativitet
Tidligere var det normen, at de første 200-300 meter fra motorvejen var reserveret til industri, lager eller friarealer. Men i dag udlægges disse arealer til boligbyggeri og støjfølsom anvendelse – også selv om det ikke er muligt at foretage afskærmende foranstaltninger, som planloven foreskriver. Og hertil kommer, at støjskærme stort set er nytteløse, når trafikmængden er meget stor.
Nogle politikere ser elbilerne som et mirakelmiddel til at reducere trafikstøjen, men det er en vildfarelse, for støjen kommer primært fra dækkene og de tunge køretøjer som busser og lastbiler. Trafikstøjen er i øvrigt den bedste indikator for, hvor slem støjens følgesvend, den usynlige luftforurening, er. Vejenes naboer kan ikke undgå at indånde små partikler fra motorerne, bremserne og dækkene, hvis slid bliver til mikroplastpartikler. Partikelforureningen er størst 50-100 meter fra motorvejen.
Paradoksproblemet
De værste kommuner har udvist en uskøn kreativitet med hensyn til at bøje planloven, når der lokalplanlægges for støjfølsom anvendelse, som eksempelvis boligformål eller børneinstitutioner. Staten og styrelserne har set passivt til over for den stadigt mere aggressive arealudnyttelse langs de mest trafikerede veje.
Konstant kraftig trafikstøj er farlig og risikerer at give børn og unge hukommelses- og indlæringsvanskeligheder, mens voksne får et forhøjet niveau af stresshormoner i blodet, forhøjet blodtryk, diabetes, blodpropper og til sidst ofte et fatalt slagtilfælde.
Planklagenævnet afgjorde i marts, at Vallensbæk Kommune er gået for langt i sit forsøg på at tviste planloven.
Kommunens areal er beskedent, og kommunen gennemskæres af to motorveje og to jernbaner. Denne virkelighed kolliderede med lokalpolitikernes ambitioner om selvstændighed, og Vallensbæk har lavet sin helt egen tolkning af planloven og dens vejledninger. Kommunen udviklede en praksis, der tillod, at selve boligbebyggelsen skulle afskærme mod støjen for boligerne bagved, hvilket jo lyder som en ren molbohistorie.
Målgruppen var unge børnefamilier, men kommunen ignorerede, at trafikstøjen over alt på lokalplanområdet var så kraftig, at regelsættet tilsiger, at der ikke bør bygges boliger, hvorfor Planklagenævnet har ophævet lokalplanen.
Seriøse støjeksperter fraråder altid, at der bygges boliger direkte ved motorvejen, men i Vallensbæk mente de konservative og socialdemokraterne, at beboerne skal deles i to grupper: Dem, der skal beskyttes mod støj og luftforureningspartikler, og dem, der skal udsættes for disse uhyrligheder.
Politikken i Vallensbæk er skræmmende, fordi kommunen samtidig over for borgerne bruger skattepenge på en helt igennem falsk kommunikation, der foregiver, at Vallensbæk går forrest i bekæmpelsen af statens trafikstøj, som indbyggerne vitterligt oplever som et stort problem. Men motorvejene kom først, og det er kommunen selv, der har skabt støjramte boliger ved at bebygge arealer, der er uegnede til beboelse.
Grænseværdierne ignoreres
Vallensbæks lokalplanlægning demonstrerer, at kommunen mener, at støjgrænseværdierne kun skal gælde indendørs. Kommunen ignorerer, at børn leger udendørs, og at beboerne har behov for at åbne vinduerne og opholde sig på de udendørs arealer.
Staten og styrelserne har set passivt til
Havde Planklagenævnet ikke ophævet lokalplanen, ville konsekvensen have været, at grænseværdierne reelt var annulleret, ligesom samfundets regulering af ulemperne ved trafikstøjen ville blive erstattet af fri markedsregulering.
Storkøbenhavn er et sammenhængende storbyområde, hvor problemerne ikke respekterer kommunegrænserne, og det er et problem, at der ikke er en overordnet, koordinerende planmyndighed. Der er vigtigt, at politikerne på Christiansborg underkaster regelsættet på området et serviceeftersyn.
>> Nedsættelse af hastighederne er vejen frem for at reducere støj