Kalvebodbroen mellem Avedøre og Amager. Foto: Vejdirektoratet

Udbygning af E20 Amagermotorvejen unødvendig og skadelig

Rådet for Bæredygtig Trafik og NOAH-Trafik har i fællesskab afgivet høringssvar om denne Lov om udbygning af motorvejen, der primært ligger i Hvidovre Kommune. Udbygningen er en del af Infrastrukturplan 2035 fra sommeren 2021.

Vores sammendrag er dette:

  • Det er ikke sandsynliggjort at der er behov for at øge kapaciteten af motorvejen. Øget kapacitet vil i sig selv trække flere biler til byen, noget som bl.a. er i modstrid med Københavns Kommunes politik for klima- og miljø.
  • Hastighedsforbedringerne for bilisterne er i lovforslaget uklart belyst og skulle der være en tidsgevinst for bilister i myldretiden kan vi ikke anerkende at det retfærdiggør projektet. Også bilister må anerkende at vi lever i en by med borgere og grønne områder.
  • At adgangen til Avedøre Holme kan forbedres ved at udbygge skinnebåret kollektiv trafik og ved satse på bedre forhold for cyklister.
  • Vi opfordrer til at der gennemføres støjreduktioner med hastighedsnedsættelser og massiv overdækning af den eksisterende motorvej. I det omfang de tekniske løsninger ikke er undersøgt, så må de undersøges før den første bulldozer går i gang.

Der er argumentation i denne lov og i Vejdirektoratets resumé af miljøkonsekvensvurderingen (fra 2023) som er skræmmende genkendelige fra tilsvarende projekter landet over. Et seriøst arbejde fra Hvidovre Kommune og aktive borgere i en støjgruppe bliver sat til side. For Vejdirektoratet har travlt. De står klar med ny beton og asfalt, så der kan banes vej for mere bil- og lastbiltrafik ved højere hastigheder.

Det er ikke en udvikling, som vi synes skal fremmes.

>> Læs hele høringssvaret som pdf