Syv medlemmer af Rådet for Bæredygtig Trafik tog til Malmö for at opleve transport, der i vores naboby er en del anderledes end i København.
Første mål var superbus ruten linje 5 med dobbelte ledbusser med plads til ikke mindre end 150 passagerer (føj da!) og de er næsten 25 meter lange. Typen er Solaris H24 CNG med gasmotor – som de øvrige bybusser i Malmö.
De ligner mere en letbane vogn end en traditionel bus. Meget markant næsten samme for- og bagende.
Ved endestationen Stenkällan lidt efter ghetto-kvarteret Rosengården. Ruten er kun på eget tracé under 1/4-del, men ikke desto mindre kan den let ombygges til letbane, hvilket også er planen på sigt.
Det var absolut rarest at sidde i forreste sektion. Hér kunne man undgå den karakteristiske svimmelhed, man kender fra ledbusser. Bemærk de grå udposninger på standerne: Hér er der i hver to usb-stik til opladning af mobiltelefoner mv.
Så skulle vi prøve Malmö’s helt nye bycykler. Som bekendt er der også bycykler af en relativt ny type i København.
I København drejer det sig om helt specialbyggede og yderst rubuste el-cykler. I Malmö om næsten almindelige cykler. I København har cyklerne al intelligens indbygget i hver cykel med skærm og det hele. I Malmö er der mindre intelligens og hvad der er, er indbygget i p-standerne.
Svært at komme i gang i Malmö
I København kan man gå hen til en hvilken som helst parkeret bycykel og komme i gang med at cykle hvis man har sit Visakort med. I Malmö skal man finde en (af de få) p-standere med betalingskort. Begge steder kan man med fordel tjekke ind hjemmefra; i Malmö kan man fikst bruge det lokale rejsekort JoJo’en, så man ikke skal taste noget, før man kan få udleveret en cykel.
Er man en gruppe uerfarne og førstegangs brugere er det næsten håbløst at komme i gang i Malmö. Hold da op hvor skærme kan drille:
- Lodret stillet skærm kræver en meget bestemt højde for brugeren, ellers må man ned i knæ!
- Touch skærme af robust industri type er en del anderledes at bruge end skærme på smartphones og iPads.
- Ældre mennesker har i det hele taget svært ved at bruge sådanne skærme, når der kræves en række indtastninger.
- Hvis forbindelse til VISA/betaling glipper, så er man helt fucked up.
- Hvis rfid-læser ikke virker, er man også helt fucked up.
Gode cykler begge steder
Når man tænker på, hvor vedligeholdelseskrævende bycykler må være, så er cyklerne i forbavsende god stand. Malmö-cyklerne er åbnet for nylig, og i det hele taget bør man vente med at vurdere robustheden af systemerne til efter et par års drift. De københavnske cykler har dog været i gang i flere år – og det virker lovende.
El-cyklerne i København er tunge, og el-motoren er nødvendig. Men den fungerer godt, også selvom man er absolut nybegynder. I Malmö er cyklerne også i den tunge ende, men man kommer pænt frem uden el-motor. Begge cykler har klassisk indvendigt tre-gear.
Cykelstierne er oftest dobbeltrettede og ligger kun på den ene side af vejen. Se mere om cykelstier, lyskurve og tæt cykeltrafik i filmen.
>> Se film fra vores cykeludflugt i Malmö!
Mere til de lokale i Malmö
Har man tegnet det store års-abonnement i Malmö som beboer og koblet det sammen med det skånske rejsekort JoJo’en, så er bycyklerne helt oplagte. Nemt og billigt. Men som endags bruger er 80 svenske kroner meget, for 80 kroner er simpelthen mindste betaling. Og man må endda officielt kun køre i én time ad gangen. Kører man længere, får man en sur smiley på mail og på standeren ved næste kontakt.
I København er mindstetakst 25 kr. for en times brug. Det lægger op til mere turistkørsel og lejlighedsbrug.
Hvad er mest bæredygtigt på lang sigt?
De to løsninger viser meget godt det dilemma, man må have som planlægger og ejer af sådanne systemer. Skal der investeres ekstra meget og få en avanceret og dyr løsning som i København? Eller kan man nøjes med noget mindre som i Malmö?
Man må håbe, at brugsmønstre og økonomi bliver evalueret, også på tværs af Sundet, så erfaringerne kan opsamles og gives videre.
Så skulle vi til slut – da regnen også var ved at fortage sig – ud og køre med veteransporvogn i Malmö.
I sommersæsonen køres der hver søndag. På foto ses danske Ole Isskov få hjælp fra en lokal dreng til at skifte spor. Ole har “kørekort” til såvel danske som svenske museumssporvogne.
Tilbage i depot, hvor de to driftsvogne står sikkert og i tørvejr.