Transportplanlægning favoriserer systematisk bilprojekter

Foto: Forsea. Eldrevet moderne færge i Helsingborg.

Debatindlæg i Frederiksborg Amts Avis 3.3. 2021:

Planerne om en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg afslører hvor skævvredet Vejdirektoratets krystalkugle er skruet sammen. Rapporten om tunnel(er) under Øresund er en slags Rosetta-sten for sammenligning mellem de såkaldte samfundsmæssige beregninger der ligger bag infrastrukturprojekter.

En fast forbindelse mellem de to byer kan ikke anlægges som et samlet anlæg, men som to parallelle projekter, og det gør sammenligningen desto mere interessant.

I henhold til Vejdirektoratet vil jernbaneforbindelsen i 2040 få ca. 19.000 daglige brugere og vejforbindelsen ca. 15.000. Hver togpassager vil spare 20-23 minutter, mens bilisterne vil spare 22-24 minutter. Det giver godt 400.000 sparede minutter per år for togpassagerer og knap 350.000 minutter for bilister.

De to anlæg kommer til at koste nogenlunde det samme. Det samlede anlægsoverslag for en vejforbindelse er opgjort til godt 23 mia. kr., mens anlægsoverslaget for vej og baneforbindelse samlet er opgjort til 42 mia. kr. Jernbanedelen er forbavsende dyr (19 mia. kr.), og kunne gøres billigere.

Skal man sammenligne gevinsten ved at bygge den ene (23 mia.) og den anden (19 mia.), ville man tro i henhold til ovenstående tal, at jernbaneforbindelsen var den bedste forretning. Men nej.

Den såkaldte nettonutidsværdi for samfundet beregnes for en ren vejforbindelse til 5,6 mia. kr. og for en kombineret vej- og baneforbindelse til -1,2 mia. kr.

Som rapporten siger: Gevinsterne kommer primært fra øgede indtægter fra rejsende over især Øresund og til dels Femern og Storebælt, samt fra tidsbesparelser på rejser der krydser Øresund.

Så tre ting gør sig gældende for at regnestykket så massivt falder ud til fordel for vejforbindelsen:

  • Større betalingsvilje fra bilisterne
  • Tiden, der spares, regnes forskelligt ud – til fordel for bilisterne
  • Flere biler på lange ture (over Femern og Storebælt) tillægges en ekstra gevinst

Alle tre dele er absurde!

Den større betalingsvilje fra bilisterne har med at gøre, at biler, der i dag krydser Øresund med færgerne, simpelthen er langt dyrere at håndtere end togpassagerer. Det er ved sådan et projekt således meget tydeligt, at bilerne er et transportmiddel, der kræver plads og håndtering på en helt anden måde end togpassagerer / landgangspassagerer. Det forhold at bilerne er så dyre at håndtere kommer i rapporten til bilernes FORDEL!

Det skriger til himlen! Læg projektet i mølposen.

Poul Kattler

Formand for Rådet for Bæredygtig Trafik