Det fremgik af ministerens var i et åbent samråd i Transportudvalget torsdag d. 6. februar 2025 indkaldt af venstrefløjens ordførere.
De 14 vejprojekter i Infrastrukturplan 35 (IP35) blev anslået til at udlede 626.000 ton CO2 i anlægsfasen, da infrastrukturaftalen blev indgået i 2021. Siden er den forventede udledning steget for disse 14. Nu står de til at udlede cirka 1,4 mio. ton i alt. Enhedslistens ordfører Laila Stockmarr havde den dystre mine på ved sin indledning i samrådet.
Ministeren startede sine svar med at stille sig fornærmet an. For Ingeniørens tal om de foruroligende CO2-udledninger fra 14 af de 50 vejprojekter i Infrastrukturplan 2035 bragt 11. december 2024 rummede i henhold til minister Thomas Danielsen ikke noget nyt. Ministeren var både skuffet og sur over at ordførerne kunne opfatte det at han havde ”holdt nye tal væk fra forligskredsen” når Ingeniørens journalist lavede opgørelsen med tal, som embedsmændene venligt havde leveret. Ministeren kiggede på sine embedsmænd og fik et nik på at tal fra disse 14 projekter, beregnet med den ny InfraLCA metode, (nu) er offentligt tilgængelige.
Vigtigst var det for ministeren at slå fast at IP35 aldrig var indgået med nogle klimaforudsætninger. De gamle tal for CO2-udledninger ved anlægsarbejderne, der dengang dukkede op og væltede minister Benny Engelbrecht, var baseret på en ældre beregningsmodel. Den vidste man godt dengang ikke var retvisende. Man vidste også at den nye InfraLCA var på vej. Men aftalen blev indgået uden tal for CO2-udledninger.

Ministeren vil ikke bruge de nye oplysninger til noget
Ordførerne fiskede ved samrådet efter hvad ministeren ville bruge de nye, retvisende tal til. Det simple svar var: Ikke til noget. For klima var som sagt ikke en del af aftalen, og hans opgave er nu at få brugt pengene til motorveje og kollektiv trafik, som det er aftalt. Han røbede ingen som helst interesse eller bekymring for de store udledninger, som truer med at gøre de danske CO2-reduktionsplaner umulige at nå. Udledningerne vil om alle omstændigheder dukke op i de danske CO2-opgørelser, bare fordelt på en række andre sektorer. Der er ikke tale om snyd, understregede ministeren indigneret.
Både Stinus Lindgren, R og Mads Olsen, SF ville høre om den nye viden om klimakonsekvenserne kunne føre til andre prioriteringer eller udskydelser af anlægsarbejderne. Det kunne det ikke. Kun den forværrede økonomi bekymrede ministeren. Og bekvemt nok ligger de største forventede ekstraudgifter at ligge i jernbanedelen, fx banen fra Aarhus til Silkeborg. Ministeren vil se jernbanedelen for sig og vejdelen for sig. Så må der skæres i jernbanerne.
Læserne vil måske huske at en række ”gamle” jernbaneprojekter, som dele af elektrificeringsprogrammet, blev hevet ind i IR35, både for at puste investeringerne i kollektiv transport op og for at tage disse tidligere vedtagne projekter som ”gidsler”, hvis økonomien i IR35 skulle vise sig at løbe løbsk.
IP35 kan naturligvis åbnes af hele forligskredsen, men det forventer ministeren nu ikke.
Man sidder tilbage med den tanke, at det for det vej- og bilglade folketingsflertal var meget bekvemt at IP35 blev nået vedtaget uden klimaovervejelser (om end Engelbrecht måtte yde sit offer bagefter). Og at tiderne måske er ændret, så kommende mega vej- og broprojekter som Kattegat og Alssund i al fald får indbygget symbolske klimaovervejelser.