Som bekendt er EU-Kommissionen i dag kommet med nogle udspil om elektrificering af medlemslandene og om industriens CO2-emissionshandels system.
Udvidelse af emissionshandelssystemet ETS til visse internationale flyvninger, private jetfly og mindre skibe er et skridt fremad, men desværre kommer dagens udspil med en samlet svækkelse af ETS, og dermed en svækkelse af den europæiske klimaindsats og energisikkerhed.
Revisionen af EU’s emissionshandelssystem (ETS) for luftfart er ikke tilstrækkelig til at fremme den robuste klimaindsats, der er nødvendig for sektoren, siger T&E, der har læst udspillet grundigt, i en pressemeddelelse. For første gang har Kommissionen dog sat en CO2-pris på flyvninger, der afgår fra EU (ud af EU), men kun inden for en radius af 5.000 km og kun fra 2029 og fremefter. Det betyder, at en flyvning fra Paris til Dubai vil være dækket af ETS, mens en flyvning fra Paris til New York ikke vil. Man vil tydeligvis ikke lægge sig ud med USA.
Dette efterlader stadig 47 % af den europæiske luftfart (afgange fra EU) fritaget for CO2-afgifter. EU vil gå glip af cirka 4,2 milliarder euro i yderligere indtægter, som den ville have genereret, hvis alle afgående flyvninger havde været inkluderet i CO2-markedet. Figuren viser hvor begrænset effekt inklusion af nogle af de oversøiske ruter vil få. Og det er vel og mærke kun for afgange fra EU. Returflyvningen er ikke omfattet.

Sideløbende med forslaget om EU ETS offentliggjorde Kommissionen også en vurdering af CORSIA – den internationale kompensationsordning i FN-regi, der fungerer som alternativ til EU ETS for langdistanceflyvninger. Vurderingen konkluderer, at CORSIA ikke er et troværdigt alternativ til EU ETS og kræver en betydelig styrkelse. Men det kompromis, der fremlægges i dag, afspejler i praksis ikke denne erkendelse. I stedet forlænges “stop the clock”-undtagelsen for afgående flyvninger indtil mindst 2032 under dække af at “give CORSIA en chance”. Dette kompromis er helt utilstrækkeligt.
Revisionen vil for første gang inkludere klimapåvirkningen af private jetfly. Trods deres uforholdsmæssigt store påvirkning per passager har private jetfly indtil nu stort set været undtaget fra EU’s emissionshandelssystem. De kommer nu med i systemet, som den øvrige luftfart.
Luftfartens ikke-CO2-påvirkning bliver endelig også taget i betragtning. Kommissionens forslag indfører gratis kvoter til flyselskaber, der med succes undgår at skabe opvarmende kondensstriber, hvilket virker noget bagvendt. Men det er dog en formel anerkendelse af de ikke-CO2 relaterede klimapåvirkninger fra luftfarten.
Samlet set er der meget, meget lang vej til at EU’s indsats om luftfart vil komme til at håndtere sektorens reelle klimapåvirkning. Det skal dog tilføjes at kravet om iblanding af såkaldte bæredygtige brændstoffer (SAF) fastholdes ved siden af ETS-revisionen.
Poul Kattler, forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik udtaler:
”Der er taget nogle gode principielle skridt i dag i den rigtige retning. Og nu vi kender EU-Kommissionens (moderate) ambitioner. Nu er det op til de enkelte lande at sikre større ambitioner og pålægge luftfarten større klimaafgifter, indtil ETS skal revideres næste gang. Målet må naturligvis være at luftfarten skal betale for alle sine emissioner, ligesom enhver anden sektor.”