Fra sæde til saddel – fire konkrete forslag til ny cykelpolitik

Skattelettelse for at cykle på arbejde også på korte afstande

Overblik: Hvis de 2,5 mio km daglig for cykelpendling øges til 10 mio km og der gives 1 kr. i tilskud pr km, vil det koste staten 2,2 mia årligt, mens samfundsværdien er 10 mia  –  mao. pengene kommer mere end 4 x igen.

Forslag: I dag er der et skattefradrag fra over 24 km. Vi ønsker at give cyklisterne en belønning for hele turen til og fra jobbet, dvs. også til 0 – 24 km pr dag. Det vil være et tilskud på fx 1 kr. pr km for hele turen, trukket direkte i skatten. Vi forestiller os at skattelettelsen er “flad”, dvs alle, der cykler på arbejde får den, såfremt de benytter den App eller device, der i øvrigt bruges til at beregne fremtidige kørselsafgifter for personbiler. Cykeltilskuddet gennemføres når løsningerne for kørselsafgifter implementeres.

Tilskud til el-cykler i landdistrikter og dele-elcykler stillet til rådighed for små samfund

Der afsættes en pulje årligt på 500 mio. kr. til kommuner og bysamfund, så borgere kan få tilskud til førstegangsanskaffelse af en el-cykel eller på favorable lejevilkår kan få adgang til dele-elcykler, herunder ladcykler.

Udvidet mulighed for kombinationsrejser cykel og off. transport

Overblik: Det er naturligt at en vis procentdel af nuværende og fremtidige passagerer i den kollektive transport ønsker at medbringe sin cykel, så den er til rådighed i begge ender af rejsen. Bare muligheden vil overbevise mange om, at de kan klare sig uden en bil.

Forslag: I lokaltog og regionaltog og regionale busser forestiller vi os at der bør være plads til at 10% af alle rejsende medbringer deres egen cykel. Det kræver at kapaciteten udvides fra det nuværende:

  • I tog vil det kræve udvikling af vertikale, automatiserede cykelstativer, så pladsen udnyttes bedre.
  • I busser vil det kræve særligt indrettede busser med brede døre eller selvbetjente trailere, så passagerer med cykel selv kan anbringe deres cykel med et minimum af tidsforbrug. Kendt som Cycle Rapid Transit (CRT). 

Fremme etablering af cykel broer / tunneler vha standardløsninger for kommunerne

Overblik: Etablering af flere cykelbroer og tunneler vil skabe tryggere rammer for hurtigere fremkommelighed på cykel. I dag er der ikke nogle ensartede retningslinjer eller løsninger for cykelbroer og tunneler.

Forslag: Der afsættes midler til at udarbejde anvisninger for standardløsninger som et (billigere) tilbud til landets kommuner. Der kan indgå en arkitektkonkurrence. Tilskud til projekter, der benytter sig af disse standardløsninger, kan søges i den generelle pulje til cykelinfrastruktur.


Flagskibe med cykelinfrastruktur 

Overblik: Bil-infrastruktur udbygges og fastholdes ofte med argumentet om, at der ikke er noget alternativ til transport i personbiler. Det betyder store investeringer i bil-infrastruktur, som skal udgå og i en vis udstrækning bruges til investeringer i cykelinfrastruktur.

Forslag: Flagskib nr. 1, over Limfjorden. To nye overdækkede cykelstier over Aalborg havn

Kan en cykelsti erstatte en motorvej? Ja, hvis tid, pris og bekvemmelighed er rigtig. Vi foreslår en belønning på 40 kr. pr tur på cykel over Limfjorden i myldretiden. Økonomisk vil der være rum for 11.000 daglige ture, samt 2 overdækkede/lukkede luksusbroer, i de næste 50 år inden for samme ramme som Egholmmotorvejen. Samtidig er samfundsværdien 6 gange højere. Forskellen for den enkelte vil være op til 2.000 kr. skattefrit pr måned og for mange hurtigere på cykel – der er kun 8 km fra Gug i syd til nordligste Nr. Sundby.

Projektet kunne meget let have fjernet ethvert argument for Egholmmotorvejen, men er ikke for sent.

Forslag: Flagskib nr. 2, en ægte grøn boulevard fra Farum til Amager

Bispeengbuen skal rives helt ned, og ikke kun den halve. Læg Ladegårdsåen fri, så der er en tosporet vej og brede cykelstier. Dertil kommer en ekspres cykelsti med niveaufri kryds af tværgader, så der kan laves en rigtig supercykelsti fra Farum til Amagerbrogade og 22-23 km. uden stop. Evt tilskud på 1 kr. pr km i myldretiden gældende for alle; arbejdspendlere vil i givet fald kunne få 2 kr. pr km.