Foto: ÖBB

Indenrigstransportens klimabelastning

Klimamæssigt slår elektriske tog klart de andre transportmidler. Det gælder i Danmark såvel som i Europa.

Der er forskelle på hvordan man opgør transportmidlers klimabelastning. Som hovedregel benyttes CO2e pr. passagerkilometer.

For at være korrekt, skal man definere, hvad der menes med CO2e og man skal angive belægningsgraden for transportmidlerne. Belægningsgraden i støttet kollektiv transport i Danmark er ret lav (53% for IC-tog og for regionaltog blot 27%), mens den for international, grænseoverskridende trafik på mere kommercielle vilkår er omkring 70%.

Fly fra København til Aalborg har en fordel, fordi de kan flyve nogenlunde direkte. Der er 230 km. i luftlinje, der må tillægges 20% i manøvrer omkring lufthavne og andre omveje, dvs. 276 km. Med et jetfly vil hver person per vej give anledning til klimaskade for 125 kg. CO2e.

Der er på samme rute ca. 420 km. med tog. Med et IC3-tog hele vejen giver en passager klimaskade for 18 kg. CO2e. Når der indføres nye IC5-tog (elektriske) på ruten i 2026 vil klimaskaden med tog blive reduceret til 3 kg. CO2e.

Tal for Europa – se under tabellen!

Baggrunden for disse beregninger ligger i et svar, som transportministeriet har givet til MF Jette Gottlieb d. 15.12. 2023 med opgørelse over CO2e-belastninger for dansk indenrigstransport (og de farvede rækker er med vores korrektioner):

Gram CO2e pr. passagerkm.
Ved gennemsnitsbelægning Ved fuld belægning
Fly (Propel) 215 123
Fly (Propel) med atmosfærisk effekt 323 185
Fly (Jet) 301 172
Fly (Jet) med atmosfærisk effekt 452 258
Gennemsnitlig fossilbil 99 35
Gennemsnitlig elbil 15 5
Gennemsnitlig elbil med korr. belastning 38 13
Intercity-lyn (IC3-Diesel) 42 22
Regionaltog (IC3-Diesel) 81 22
Regionaltog (Vectron ellokomotiv) 9 2
DSB’s kommende Eltog (IC5) 8 4
S-tog 11 3

Ministeriets anm.: Der er anvendt en gennemsnitlig belægning i indenrigsfly på 57 pct. Intercity-lyntog har en belægning på 53 pct., regionaltog 27 pct. 0g S-tog 23 pct. Intercity-lyn omfatter i tabellen alene de tog der kører på diesel, og el-tog til Esbjerg/Sønderborg indgår således ikke.
For personbiler er beregnet gennemsnitsbelægning 1,4 passagerer pr. bil. Udledningen fra eldrevne transportmidler er beregnet på baggrund af elnettets gennemsnitlige udledning pr. kWh i 2022.
Kilde: Transportministeriets beregninger på baggrund af Transportøkonomiske Enhedspriser samt data fra DSB, Københavns Lufthavne A/S, Vejdirektoratet og Energinet.

Korrigeringer (egne beregninger) flyvning: Atmosfærisk effekt ved flyvning udgør skønsmæssigt 50% (faktor 1,5) oveni den rene CO2-udledning ved de relativt lave flyvehøjder ved dansk indenrigsflyvning. Som gennemsnit på europæisk flyvning skønner Europæiske EASA faktor 3. Se nærmere. Ved de lange interkontinentale flyvninger er faktoren over 3, måske snarere 4 – men det er der ikke et anerkendt skøn over. Transportministeriet inkluderer (formentlig efter pres fra luftfartsindustrien) ikke de, nok så relevante, atmosfæriske komponenter, når de angiver CO2e. Der skrives ganske vist CO2e, men det henviser til at tab ved raffineringen af fossile brændsler er inddraget.

Korrigeringer (egne beregninger) elbiler: Der er ikke ved disse beregninger en tradition for at inddrage andet end omstændighederne ved ren drift = elmix og transmissionstab. Dvs. udledninger ved produktion og affald (genindvinding) er ikke inddraget. Det er naturligvis ganske utilfredsstillende, men et faktum. Men for elbilers vedkommende er det dog almindeligt at inddrage CO2 belastning for batteri og batteriskift, som er nødvendigt ved den samlede levetid for en elbil. Se denne troværdige oversigt.

De fossile bilers CO2e-gennemsnit forekommer ret lavt i henhold til andre kilder. Måske er udledningerne i forbindelse med raffineringen af brændstoffet ikke regnet med?

I Europa

Der opereres gennemsnitligt med højere belægningsgrader i langdistance trafikken i Europa end i Danmark (kilde: Back-on-Track, 2021)

  • Average fossil car: 111 grams CO2e per passenger kilometer (occ. rate: 1,5)
  • Electric car: 26 grams CO2e (occ. rate: 1,5)
  • International High speed train: 18 grams CO2e (occ. rate: 0,7)
  • International conventional electric train: 12 grams CO2e (occ. rate: 0,7)
  • A320 on a 500 km journey: 340 grams CO2e (occ. rate: 0,8 and GWP 3,0)
  • A320 on a 1000 km journey: 270 grams CO2e (occ. rate: 0,8 and GWP 3,0)

Der er et naturligt fokus på hvordan det forholder sig med klimabelastning fra internationale nattog, der kører på el. Back-on-Track anslår at de mere tætpakkede, ældre nattog har en belastning på 14 gram CO2e per passagerkm. og at NightJets nye generation (foto) har en belastning på 20 gram CO2e.