Fotos, video og taler fra event ved nyt nattog

Her følger nogle af de mange gode indtryk fra fejringen af det nye nattog d. 27.6. om aftenen i Høje Taastrup.

Gå ikke glip af Kennys Film fra første afgang af nattog (ovenfor). Irina Bjørnø har også lavet en video.

Vil du se de følgende billeder i fuld størrelse, så klik på dem! De fleste fotos er taget af Niels Wellendorf, nogle få af Poul Kattler. Fotos må godt bruges med henvisning til Rådet for Bæredygtig Trafik. To taler og sangen finder du nederst på siden.

Britt Sallingboe taler om sine oplevelser med nattog i Europa.
Poul Kattler giver et overblik over hvor kampen står for klimavenlige nattog i stedet for fly i Europa. Se hele talen nedenfor.
Transportminister Benny Engelbrecht lytter til talen, der bestemt også er kritisk overfor hans hidtidige indsats på området.
Karen Melchior, medlem af Europa Parlamentet (R) holder tale.
Fællessang. Link til sangen længere nede på siden.
Ministeren med på den meget melodiøse sang.
Mens arrangementet fandt sted i hallen sendte både TV Avisen (DR) og TV2 News live fra arrangementet og begge kanaler interview’ede  bl.a. Poul Kattler.
Så blev det tid til at flytte arrangementet ned på perronen ved spor 3, hvor nattoget skulle ankomme.
Hernede spillede endnu en veloplagt pianist.
Arrangementet er så småt ved at komme igang på perronen i den vestlige ende.
Deltagere og rejsende bliver også interview’et til tv.
Så er det ministerens tur til at tale. En tale med venlige følelser; Benny Engelbrecht anerkendte det store engagement fra arrangørerne, og sagde at han havde glædet sig til at komme. Der var dog ikke nogen politiske, positive udmeldinger at glæde sig over for deltagerne.
Så var det tid til at få noget i glassene, og hurra-flagene blev klar.
Ordstyrer John Gade slapper af fra varetagelsen af sin dont, og skænker op for nogle fremmødte.
Så kom toget – til tiden.
Toget er netop stoppet for at samle danske passagerer op. Der var 150 rejsende med, halvdelen var med til Hamborg, resten til Berlin.
Benny Engelbrecht er klar til at fløjte afgang for toget sammen med personale fra Snälltåget. I orange vest ses Snälltågets direktør Carl Adam Holmberg.
Toget om morgenen under ophold i Wittenberge. Der var god tid i køreplanen mellem Hamborg og Berlin. Og det kom til tiden i Berlin.

Tale af Poul Kattler ved fejringen af første nattog fra Danmark

Mit navn er Poul Kattler, jeg er formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, som har organiseret dagens begivenhed her i Høje Taastrup. Jeg har i årenes løb været aktiv i den europæiske sammenslutning af nattogs forkæmpere i Back-on-Track.eu, det er forklaringen på min flotte bluse.

Vi er samlet i dag i en glædelig anledning. Der kommer nattog sydpå fra Danmark efter 6½ års pause. Det er så lang tid, at mange unge måske ikke ved, hvad det er for noget. Så skal jeg sige det: Det er et rullende hotel, hvor man hopper op i en rigtig seng, og sover, mens man kører langt væk i toget. Toget, vi skal hilse på i aften, kommer fra Stockholm, har stoppet i Malmø, og kvart i elleve kører det herfra Høje Taastrup og uden stop til Hamborg og Berlin. Jeg skal selv med til Berlin, så der bliver tid til morgenmad og kaffe inden vi triller ind på Berlins hovedbanegård 10 minutter i ni i morgen tidlig.

Det er ikke et kæmpestort nattog, der kommer i aften. Men det kan med de syv vogne erstatte 1-2 flyvere med sine 300 pladser. Kom det i fuld længde, så var det dobbelt så langt, og kunne deles, så det ender to steder i Europa. Det er smart, for vi vil gerne køre direkte med nattoget, ikke mindst er det vældig rart at undgå at skifte ud på aftenen i Hamborg, som vi er henvist til i dag, når vi skal mod Schweiz og Østrig med nattog.

Det er skønt at kunne sige til jer, at det ikke er det eneste nattog, der er på programmet. Der kommer også nattog til Bruxelles fra august næste år. I Bruxelles er der let forbindelse til Paris og London. Bruxelles-toget etableres med et sæt-i gang tilskud fra den svenske regering og en symbolsk støtte fra den danske. Toget i aften til Berlin kører derimod rent kommercielt, fordi operatøren Snälltåget tror de kan lave en sund forretning med toget. Der skal næppe laves kun én model for hvordan der skal komme mange flere nattog fra Danmark og rundt i Europa. Men en ting er sikkert, uden velvilje fra de europæiske transportministre, så kommer introduktionen af nye nattogsruter til at gå al for langsomt. Der skal lægges planer for hvordan nattog kan komme i gang, så flyvningen i Europa kan reduceres. Allerede i 2030, når vi får en fast Femern forbindelse, er det ikke urealistisk at de fleste flyvninger op til 1.400 km fra København kan være erstattet af tog, og frem mod 2050 – efter investeringer i hurtige skinner – kan alle kontinentale europæiske flyvninger være erstattet af tog. Det må være en vigtig del af visionen om et grønt og bæredygtigt Europa.

Hvorfor kommer nattogene ikke helt af sig selv? Det gør de ikke, fordi Europa har valgt at lade flyene flyve afgiftsfrit, og lade togene, der kører klimavenligt på grøn strøm betale næsten alle afgifter. Det er en omvendt Robin Hood på klimaområdet. Det er helt absurd. Forureneren belønnes og den klimarigtige rejsende betaler ekstra. Vi ser frem til at transportminister Benny Engelbrecht og hans kolleger får gjort noget ved det tossede forhold. Hurtigst muligt.

Tilbage på perronen på Hovedbanegården en aften i november 2014 afgik det sidste nattog til Basel, Amsterdam og Prag. Det var ikke svigtet af passagererne, men det var svigtet af togselskaberne og af politikerne. Den aften stod jeg på perronen og som nu, var jeg sammen med mange, der ville nattogene det godt. Således også en vordende Europa-politiker ved navn Karen Melchior. Hun er også her i aften, og skal endda med toget på vej til arbejde i Bruxelles. Karen, nu med job i Europa-Parlamentet, kan du ikke lige kort fortælle os, om vi har noget at håbe på fra Europæisk side, hvad angår grøn transport og nattog? Velkommen, ordet er dit.

Tale af Britt Sallingboe ved fejringen af første nattog fra Danmark

Mit navn er Britt Sallingboe –medlem af Rådet for Bæredygtig Trafik.
Må jeg som en jysk togfreak, der 3. november har 75-års jubilæum som TOGFREAK, fortælle lidt om tog, magi og rejsepoesi?

Som 2-årig startede min togkarriere med ”VANDELGRISEN” – det lille tog fra Vejle ud gennem Ådalen til Grindsted, hvor min mormor boede – og siden har mit hjerte banket for tog og togrejser.

Men jeg må også tilstå at jeg har fløjet verden tynd – – før der var snak om FLYSKAM og CO2 udledning…

For 7 år siden stoppede jeg med at flyve verden tynd – min mand fik en 3-dobbelt By Pass operation og ½ år efter fik han et 18 m højt grantræ ned over sig. Ved et mirakel overlevede han og efter 2 måneders sygeleje og en smadret lunge var han på benene igen… MEN fik af lægerne totalt FLYFORBUD!!

SLUT MED FLYREJSER – GOD DAG TIL TOGREJSER– MAGI OG REJSE POESI
Nu skulle togrejser så være måden hvorpå vi skulle udforske verden.
Inspiration fik jeg fra ”EN DIGTERS BAZAR” hvor H. C. Andersen i 1842 poetisk og smukt informerer læseren hvad et tog og en Dampmaskine er, og beretter dernæst om de høje hastigheder:
15 mil på 3 timer – 112 km

H. C. Andersen siger:
REJSE-POESIEN forsvinder ikke, selv om man udskifter diligencen med et damptog

  • Man er stadig mægtig som en oldtids troldmand…
  • En magisk hest er spænde for vognen…
  • Vi flyver som skyerne i storm…
  • Som trækfuglene flyve…
  • Raskere kunne ikke Mephistopheles flyve med Faust på sin kappe.

Hans motto ”AT REJSE ER AT LEVE – OG LÆRE” tog vi til os.

INTER RAIL FOR SENIORER
Udover at være tognørd er jeg netnørd, og fandt ud af at Interrail nu også var muligt for seniorer. Jeg brugte 2 måneder på at planlægge en Interrail rejse på knap en måned til Schweiz, Italien og Østrig – alt skulle jo bestilles og betales på forhånd, da jeg havde en ikke så mobil 80 årig som rejsefælle.

Det blev en fantastisk rejse og gav mig lyst til at dele informationer om Interrail for seniorer. Jeg ville skrive lille inspirationsbog ”OPLEVE EUROPA MED TOG”, der dog voksede til 579 sider….

Som netnørd startede jeg i 2017 en Facebook gruppe ”TOGREJSER”, der nu har 8.000 medlemmer
Vi har et fantastisk samarbejde med andre Togrejse Facebook grupper:
”TÅGSEMESTER” I SVERIGE MED 116.200 medlemmer
”TOGFERIE” I NORGE MED 37.200 medlemmer
”BEVAR NATTOGET” med 1.879 følgere.

EN LILLE BERETNING OM NATTOGS OPLEVELSER

Jeg har et mega stort problem.
JEG SNORKER SOM ET GAMMELT DAMPLOKOMOTIV.
Heldigvis tror alle, at damer ikke snorker – så det var min mand, der fik sure miner fra medpassagerer i sovevogne. Og for at skåne medpassagerer, investerede jeg i en dyr USA anti-snorke-maske….—- men AK – igen sure miner, den virkede ikke – så nu har jeg altid ØREPROPPER med til medpassagererne…
I efteråret skal jeg for første gang prøve den luksus det er at have en 2-personers sovevogn med eget toilet og bad – en togtur til Nice på 22 timer og 33 min – i alt 1.384 km, og skulle jeg snorke undervejs man min mand bare tage høreapparaterne af….

JEG VIL SLUTTE MED AT FORTÆLLE OM VORE EUROPÆISKE TOGENTUSIASTER
Jeg er ikke den eneste, der brænder for at det bliver sjovt og let at rejse med tog – mange arbejder som jeg på at få bedre, billigere tog og nattog i Europa.

Entusiast nr. 1 H. C. Andersen

Entusiast nr. 2 Poul Kattler
Han og Rådet for Bæredygtig Trafik bombarderer utrætteligt ministre og EU for at skabe bedre forhold for tog.
Sammen med Poul har jeg deltaget i sjove tog-happenings rundt i landet.
En gang stod vi foran Spies hovedkvarter med vores banner:
SPIES – REJS
OG VÆR GLAD
– MEN TAG TOGET
En anden gang tog Poul Kattler, min mand og jeg til Berlin for at vinke farvel og god dag til det nye nattog Berlin – Bratislava – Budapest.

Enthusiast nr. 3 engelske Mark Smith, Seat 61
Hvad Mark ikke ved om tog og togtider i hele verden er ikke værd at vide. Han stiller gratis sin store viden til rådighed på hjemmesiden www.seat61.com og lod mig oversætte og bruge hans informationer om tog til og fra Danmark…

Entusiast nr. 4 Ulrich Albrechtsen
Hos hans dynamiske firma Togrejse.dk i Thisted finder man altid de bedste og billigste priser og oveni pladsbilletter og et venligt ord med på vejen…

Entusiaster nr. 5 Jakob og Lau fra GrønRejs
Det nye danske togrejsebureau, hvor de ligger vandret i luften for at udtænke og tilbyde spændende togrejser.

Entusiast nr. 6  svenske Maria Unde Westerberg
Der med Railtic. com´s stærke søgemaskine scanner tusinder af ruter, priser og rabatter og finder billigste togbilletter til rejsen ud i Europa.

Entusiaster nr. 7 tyske Peter og Flo
Der med hjemmesiden Rail.cc med tilhørende BLOG har lagt 175 spændende fortællinger på nettet om deres oplevelser på togture overalt i Europa.

Når vi om lidt bevæger os ned på sporet og skal skåle i Champagne for Snälltågets nattog lad os også skåle for alle de gode mennesker, der utrætteligt arbejder på en renæssance for tog og nattog i Europa.

>> Hent nodeblad og tekst til den sang vi sang ved eventet