Biler fylder (for) meget

–  også når de står stille eller er væk.

Fredag den 15.9. er international Park(ing) Day

4,1 km2 af Københavns Kommunes samlede areal, inkl. boliger, veje, parker, søer osv., anvendes til parkering. Det svarer til 4,4 % eller 1½ gange den planlagte Lynetteholm, 8 gange Fælledparken eller det halve af Frederiksberg.

1,9 km2 anvendes til kantstensparkering. Det svarer til 12 % af vejarealet mellem husene.

Cykelstier optager kun 7 % af vejarealet mellem husene. Dvs., at der bruges > 1½ gang mere plads til parkering end til cykelstier. Dertil kommer selve vejarealet.

Der er 1,9 p-pladser pr bil i København.

2/3 af kantstensparkeringen er gratis uden væsentlige restriktioner.

Knap 30 % af de Københavnske familier er bilejere.

Kantstens parkering optager 12-16 m2 pr bil, parkeringsanlæg op til 39 m2 pr bil pga. manøvreareal.

Sådan indledte den folder, aktivister fra Rådet for Bæredygtig Trafik uddelte denne fredag på Øster Voldgade ved overfor Botanisk Have. Aktionen var god og kalder på meget mere i 2024.

>> Vi har i denne anledning fået optaget dette indlæg hos Altinget

 

To p-pladser var omlagt til smart cykelparkering og parkmiljø. Fra morgenstunden var der vældig mange cyklister og fodgængere, men op på dagen (på foto) mere roligt.

Anne fra Go’ Morgen P3 var på pletten og lavede interview tidligt inden alt var helt på plads. Lyt på linket, spol 1 time og 35 min. frem. Det er Morten Melchior fra de Konservative på Københavns Rådhus til venstre og John Gade fra Rådet for Bæredygtig Trafik i midten. Spring evt. over musikindslagene indimellem.

Så er alt klar og i funktion. Der var rigtig mange forbi, og det blev til mange gode snakker. Af og til var der tid til at sidde ved havebordet under parasollen.

Lidt over kl. 13 kom livgarden forbi – så var der for en kort stund opmærksomhed på uniformer.

Aktivister, der skulle hvile benene, blev selv en del af iscenesættelsen. Ikke så tosset. Der var kaffe og te på kanderne – og kanelstang.

Mange cyklister blev lokket til at høre om budskabet ved at tage imod folderen og endda stoppe op for en snak.

Cykelstativet afprøves. Pointen er at det er let at få cyklerne parkeret. Og så kan der være 18 cykler parkeret på den plads, som en bil optager.

Kl. 15 sluttede vi og fik kørt væk:

Ja, vi benyttede os af en bil til formålet.