Padborg. Lige før afgang med første IC1-tog mod Hamborg d. 17.6. 2023.

Bedre og grønnere tog til Hamborg

Fra 17. juni indsatte DSB tog fra København til Hamborg med lejede, såkaldte IC1-vogne og dansk elektrisk lokomotiv. Der er væsentligt flere pladser i toget end der var med diesel IC3-togene. At vi hermed oplever en klar forbedring for grønne togrejser sydpå kalder på positiv opmærksomhed. Det fejrede Rådet for Bæredygtig Trafik på dagen med det første elektriske tog fra København kl. 9.02.

Det er rigtig godt for passagererne, at der hermed kommer 50% flere pladser i togene til Hamborg, alt imens at efterspørgslen er i god stigning. Med DSB’s elektriske EB-lokomotiver – kendt fra regionaltogene på Sjælland – kommer der for første gang DSB tog til Hamborg i dagtimerne med strøm. Nu kan man således køre med strøm i ordinære passagertog fra Narvik i nord til Palermo i syd.

At tage toget er den grønneste rejseform (bortset fra cykel og gå-ben) og internationale tog er et kærkomment alternativ til flyvning. En forudsætning for at flere og flere danske og skandinaver kan gøre det sydpå, er at der er nok pladser i togene, at de kører hyppigt og passer med videre forbindelser i Hamborg og at prisen er overkommelig. Og for at togrejsen er grøn, så skal togene selvfølgelig køre på strøm og ikke på dieselolie.

Her er video fra Kennys Film, lidt flere billeder, og nederst bringer vi Poul Kattlers tale ved spor 4 på København H.

>> Se større billedsamling her

Tale på perronen af forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik Poul Kattler:

I dag er en stor og positiv dag for nordeuropæiske rejsende. For det første udvides kapaciteten på IC-togene til og fra Hamborg med 50% flere sæder i togene. Det imødekommer en stærkt stigende efterspørgsel fra passagererne. Mange flere vælger nemlig i disse år at rejse med toget til Tyskland.

For det andet er togene fra i dag trukket af elektrisk lokomotiv til Hamborg. Det er første gang, at der kører Intercity-tog på strøm på strækningen. Kun nattog har hidtil kørt på strøm. Det betyder at DSB og alle vi andre kan opjustere tallene for klimavenlighed for udlands togrejser. En togrejse til et sted nede i Europa, vil nu typisk være 30 gange så klimavenlig som den tilsvarende flyrejse. Strømmen i ledningerne til togene bliver stadig grønnere. Det kan man så til gengæld ikke sige om biltrafikken og især ikke om luftfarten. Luftfarten har en kæmpe udfordring, og derfor skal togene tilbyde et klimavenligt alternativ. Vi kommer i dag et skridt nærmere hertil.

Toget i dag er forsynet med lejede tyske IC-vogne. Fra næste år indsætter DSB gradvist splinternye Talgo vogne på ruten til Hamborg. Det ser vi frem til. Med de mange nye Talgo vogne vil antallet af sæder og antallet af afgange kunne øges endnu mere.

Første trin er to-timers drift mellem København og Hamborg, og det er heldigvis også i pipeline. Andet trin er naturligvis en-times drift. Og vi skal ikke kun tænke København, men skal også tænke Aarhus og Aalborg. En-times drift er bestemt ønskelig inden Femern forbindelsen. Vi kan ikke vente!

Vi ser gerne at togene fra Danmark ikke kun kører til Hamborg. Se på kortet på banneret. Vi skal have direkte tog til Berlin og i retning af Ruhr-området. Det kan vi få med de nye Talgo-vogne, der kommer. Togskifte i Hamborg er blevet en bitter nødvendighed. Men bør ikke være så nødvendigt i årene fremover. Og dagtogene skal kompletteres af nattog på de helt lange skinner.

Hamborg er og bliver dog et vigtigt knudepunkt for danske og skandinaviske rejsende. Køreplanerne mangler desværre stadig at blive koordineret. Kører togene tit, er det ikke så vigtigt. Men med dagens frekvens er det fx trist, at man ikke kan tillade sig at tage eftermiddagstoget ved tretiden fra København for at nå nattoget til Innsbruck og Wien. Der må snakkes sammen, så tog på de vigtigste, lange korridorer passer sammen.

Så er der vist nok bare tilbage at ønske en god rejse til alle jer passagerer, der venter på det elektriske tog til Hamborg på denne første dag med det nye tog-koncept.