Debatindlæg i dagbladet Information 11. juli 2025 af Kjeld A. Larsen, næstformand i Rådet for Bæredygtig Trafik
Der er nærmest ikke nogen grænser for de positive bidrag til restaurations- og cafélivets omsætning, til Wolt-budenes indtjening og til samfundsøkonomien generelt, skal vi tro kommunikationschef i Wolt Danmark, Mikkel Tofte, i hans genmæle, »Wolt bidrager til at holde hjørnecafeen i live« i Information 2. juli – indlægget var et svar på Eskil Halbergs udmærkede klumme »Let røven« – med opfordring til, at vi selv henter vores takeaway-retter – i Information to dage forinden.
Men i sin rosenrøde oplistning af Wolts samfundsgavnlige meriter undlader Wolts kommunikationschef helt komme ind på et af de væsentligste kritikpunkter, man kan rejse imod Wolts indtrængen på madmarkedet, nemlig Wolt-budenes samfundsskadelige transportadfærd.
Som det vil være bekendt, har Wolt indrettet sig sådan, at man kan fralægge sig ethvert ansvar for sine transportbudes adfærd via en speciel konstruktion: Budene betegnes som og anvendes som såkaldt selvstændige samarbejdspartnere.
En hel del bude betjener sig imidlertid af fossiltdrevne knallerter, som udsender forurenende partikler og drivhusgasser i stort omfang, mens andre bruger elcykler, der kører alt for stærkt – alt sammen gør det livet surt for de mange cyklister på cykelstierne, som udsættes for helbreds- og trængselstruende situationer.
Der er ikke grænser for, hvor budene kan finde på at køre for at bringe den bestilte mad ud: på fortove, over pladser og endog via fodgængerstier i parker. I Rådet for Bæredygtig Trafik er vi bekendt med, at specielt ældre cyklister på grund af Wolt-budenes indtrængen i transportsystemet holder op med at bruge cyklen som trafikmiddel. Det burde være et krav fra Wolts – og restauratørernes – side, at de anvendte bude kun benytter almindelige cykler til udbringning af fødeemner.
I skammekrogen på øverste piedestal står de politikere, som for længst burde have lovgivet mod fossiltdrevne køretøjer på cykelstierne. Men trods opfordringer via de københavnske lokaludvalgs mangfoldige henvendelser til politikerne har byens borgere endnu ikke set skyggen af tilløb til de tiltag, som vil være nødvendige for at komme uvæsenet til livs. Det er simpelt hen ikke et politisk tema.