NOAH Trafik og Rådet for Bæredygtig Trafik skriver:
Kære medlem af Københavns nyvalgte Borgerepræsentation!
I anledning af åbningen af Nordhavnsvejen har vi denne indtrængende opfordring til jer: Lad Nordhavnsvejen til 2,9 mia. kr. være den sidste gigantinvestering i store trafikgenererende vejanlæg i København.
Nordhavnsvejen, der åbner søndag den 17. december, er Københavns Kommunes største anlægsprojekt i Nordhavn.
Den går fra Helsingørmotorvejen til Strandvænget. Den er kun 1,95 km. lang (deraf 920 meter i tunnel), men den har kostet 2,9 mia. kr. Til sammenligning er der på 10 år kun brugt 1 mia. på alle cykeltiltag i hele Københavns Kommune.
Bygning af tunnelen under Kystbanen og S-banen ved Svanemøllen har givet togtrafikken store problemer, idet Kystbanen og S-togslinierne nordpå på skift var helt lukkede i månedsvis med frafald af passagerer til følge.
Nu åbner vejen og den vil gøre det endnu mere attraktivt at anvende bil fra nord i stedet for den kollektive trafik. Nordhavnsvejen vil derfor trække endnu flere passagerer væk fra den kollektive trafik og ud i bilerne, ikke just hvad København har brug for.