Concito har udarbejdet et udmærket papir: National mobilitetsstrategi: Hvorfor, hvad og hvordan? Bag papiret står Søren Have, Henrik Gudmundsson og Charlotte Frejlev Andersen. Vi tillader os et kort sammendrag.
>> Se hele papiret hos Concito
Papiret må hilses meget velkomment og giver os en kærkommen indledning til at rejse en dansk debat – som mildest talt ikke hidtil har nydt politisk interesse. Denne mangel på politisk interesse må og skal ændres. Det kan dette papir medvirke til.
Concito angriber måden beslutninger om trafik-infrastruktur foregår på: “… hvor tydelige politiske visioner forekommer erstattet af en passiv ’predict and provide’-tankegang kombineret med egnspolitiske særinteresser.” (side 8)
Og senere skriver Concito, at “i fraværet af en overordnet strategi kommer de store infrastrukturplaner og dertil hørende kludetæpper af politiske forlig let til at låse
andre beslutninger og handlemuligheder fast.” (side 10)
>> Se debatindlæg “Limfjordsforbindelsen er et klasseeksempel på behovet for en ny mobilitetsplan” i Altinget 19.3.24
For en mobilitetsstrategi ser Concito tre grunde:
“For det første er mobilitet ikke et gratis gode, hverken for samfundet, jordkloden eller den enkelte. Der bruges tværtimod meget store ressourcer på at muliggøre og understøtte forskellige former for mobilitet og på at afbøde de negative virkninger af dens vækst. Mobilitetens systemer er i dag kilde til omkring en tredjedel af Danmarks nationale klimaregnskab, og sluger dermed stadig mere af det budget for udledninger, som er tilbage frem mod et nationalt mål om netto-nul i 2045. Derfor er det ekstra vigtigt at styre efterspørgslen efter mobilitet og regulere dens forskellige effekter.
For det andet bliver udtrykket mobilitet i dag brugt alt for ukritisk som motivation for nye infrastrukturprojekter, med henvisning til at de er helt nødvendige for at opnå ’mere mobilitet’ og dermed skabe økonomisk vækst og fremgang. Men det er ikke længere holdbart at stille det så forenklet op. I en situation, hvor presset på klima, natur og ressourcer bliver stadig mere problematisk, skal der brydes med ideen om, at mere infrastruktur og trafik automatisk er svaret på alle behov. Det er langt fra givet, at ny infrastruktur altid er den bedste løsning til at forbedre mobilitet og tilgængelighed eller til at skabe økonomisk udvikling. Der skal derfor formuleres mere præcise mål for hvilken mobilitet, der er brug for til hvad, og der skal opstilles bedre metoder til at vurdere, hvordan man tilvejebringer den mobilitet, som giver mest nytte,
For det tredje er en mobilitetsstrategi nødvendig for at tilvejebringe tilgængelighed med udgangspunkt i de forudsætninger, som forskellige lokalområder, befolkningsgrupper og virksomheder har, og de miljø- og ressourcemæssige begrænsninger der er. Fremfor at fokusere på standardløsninger til alle såsom som flere baner, biler, motorveje og busser vil mobilitetsstrategien søge at udnytte transportsystemernes kapacitet og trafikanternes fleksibilitet bedst muligt ud fra et helhedssyn. Innovative og smarte løsninger vil være et nøgleelement i en overgang fra fortidens volumensyge til fremtidens mere differentierede svar.
En mobilitetsstrategi skal derfor bygge på og udvikle en stadig bedre forståelse af, hvordan mobilitetens potentielle og faktiske effekter både skaber værdi og ødelægger værdi.” (side 7)
Udviklingen “har givet fokus på løbende flere veje, baner, biler, etc. Men også stadig stigende sideeffekter som for eksempel øget CO2-udledning, øget arealaftryk, mere luftforurening og flere støjbelastede boliger. Negative eksternaliteter ved infrastruktur som skader både menneskers helbred, naturen og forringer miljøtilstanden.” (side 8)
Papiret gennemgår kort tre eksempler på nationale mobilitetsplaner, nemlig fra Sverige, Wales og Norge. Og dernæst gennemgås 10 landes politiske mål for transportsektoren (per juni 2023). Udover at målene handler om konkrete CO2-reduktioner, er der i flere lande også sat mål for hvordan “modal split” skal ændres, altså mindre kørte km i bil og mere kollektiv transport og aktiv transport (cykling og gang). En meget nyttig gennemgang, der er god at hente inspiration i.
Mobilitetssystemets vigtige bestanddele og strategiramme (side 40):
Concito lægger op til en flerstrenget model for fremtidens mobilitet: “en strategi (bør) anskue de forskellige transportformer i et geografisk perspektiv. Her skal redegøres for hvilke styrker og svagheder (i forhold til de ovenfor beskrevne behov og grænser) som de enkelte transportformer som gang, cykel, kollektiv trafik, privatbil og delemobilitet har i forskellige geografiske sammenhænge som fx de største byer, mellem byerne og samt de mindre byer og landområder”. (side 33)
Privatbilernes dominerende rolle bliver problematiseret. “Skal bilen dominere stadig mere alle steder?”
Fra s. 36 skitseres hvordan forankring og styring af en sådan mobilitetsstrategi kunne finde sted. “En måde at håndtere dette på er ved at skille (målbare) hensyn og konkrete mål ad” og videre “Strategien kan godt både være langsigtet, fx med et sigte på 10-20 eller endda flere år, og samtidig indlægge planlagte revisioner af målsætningerne. Målsætningerne kan være både kvantitative og kvalitative, så længe det er klart, hvad der skal til for at opfylde et givent mål.”
Sæt strategiprocessen i gang
Concito konkluderer bla.: “I øjeblikket har beslutningstagere ikke en fælles ramme for at tale om mobilitet og for at planlægge og styre dens udvikling, hvilket giver mange udfordringer. Mange aktører efterspørger derfor også en sådan ramme for en sammenhængende beskrivelse af den politiske afvejning af mobilitet og andre samfundshensyn.” (side 43)
Undgå/Overflytte/Forbedre-tilgangen
I appendix A (side 47) gengiver Concito den tilgang, som Concito velsagtens tilslutter sig, som også Rådet for Bæredygtig Trafik gentagne gange har henvist til (se her på hjemmesiden)
Klik på figuren for at få den i fuld størrelse (og helt skarp).
Debatten fortsætter i 2024
Transportminister Thomas Danielsen har nedsat et EKSPERTUDVALG OM KOLLEKTIV MOBILITET, som vil danne ramme for debat i løbet af 2024. Rapporten herfra skal udkomme sidst på året. Dens kommissorium er al for snævert og Concitos bidrag er i denne sammenhæng uendeligt meget bedre. Samtidig vil Rådet for Bæredygtig Trafik mfl. udarbejde en alternativ rapport. Den alternative rapport vil på bedste vis være understøttet af Concito’s papir.