Arriva – en fremmed fugl i det danske skinnelandskab?

>> Se også kronikken i Jyllands-Posten, som kom i forbindelse med dette arbejde

Vi holder i Rådet for Bæredygtig Trafik (RBT) stædigt øje med Arrivas togbetjening i det jyske og på Svendborgbanen. Sidstnævnte strækning blev overtaget fra DSB med driftsstart i forbindelse med køreplansskiftet i december 2020. På samme tidspunkt overtog Arriva driften på strækningen Vejle-Herning-Struer.

Vores optagethed af Arriva er ikke af ny dato, og i 2017 igangsatte vi et ”fremstød” over for Transportministeriet, idet vi gjorde opmærksom på Togselskabets mange aflysninger, og den radikale transportordfører Andreas Steenberg stillede en række spørgsmål til den daværende transportminister (Ole Birk Olesen).

Mange kritisable forhold blev draget frem i lyset dengang, men der skete ikke rigtig noget. Vi er imidlertid fortsat optaget af Arrivas drift. For Arriva går stadig under radaren med massevis af aflysninger af afgange bl.a. på grund af bl.a. ”personaleforhold” og ”materielforhold”. Og det vrimler med fodfejl og diskutable dispositioner.

Vi har gennemført et optællingsbaseret studie, hvor vi har samlet oplysninger om aflysninger og forsinkelser og de meddelte årsager. For at kunne udbygge informationerne om de hyppigt forekommende uregelmæssigheder i driften og Arrivas berømmede ”punktlighed” søgte vi om aktindsigt hos Banedanmark og Transportministeriet. Fra disse to instanser har vi modtaget en del materiale om aflysnings- og forsinkelsesstatistik og kontrakten med Arriva.

I rapporten er desuden indbygget en omfangsrig såkaldt ”Logbog”, der på en særdeles jordnær og lavpraktisk måde går helt tæt på Arrivas togdrift i de seneste år (2015-2021). En løbende detaljeret kommentar til oplysningerne om aflysninger og forsinkelser. Med diverse verbale skud fra hoften fremkaldt af Arrivas måde at håndtere den kontraktligt tildelte togdrift på i dagligdagen. Harsk, råt for usødet, men også konstruktivt.

Vi prøver at dykke helt ned i substansen for at kunne vise helt konkret, hvor det går galt, og vi diskuterer i denne rapport de oplyste årsager til aflysninger og uregelmæssigheder.

I Rådet for Bæredygtig Trafik er vi særdeles skeptiske over for fx de flotte operatørpunktlighedsprocenter, som Arriva soler sig i og duperer med over for politikere og medier. For procenterne slører jo bekvemt de mange indgribende aflysninger i dagligdagens togtrafik. Det er lykkedes Arriva at fastholde billedet af et togselskab, som er dynamisk og kundevenligt, og som kan prale med imponerende punktlighedsprocenter. Og man har tilmed ventileret ambitioner om at kunne ekspandere og udvide sine græsgange inden for den danske togsektor.

Men kritikken af Arriva og Arrivas togdrift, som den er kommet til udtryk gennem årene i forskellige sammenhænge – og som vi forsøger at forstærke og konkretisere med denne rapport – viser, at der ikke er dækning for det flotte image og solide præstationer på skinnerne. Der er i overvejende grad tale om skønmaleri og bortforklaringer. Og vores budskab er, at det står virkelig galt til. Derfor skal der virkelig ske noget.

Arriva skal kunne mærke, at det er en alvorlig sag at aflyse så meget, aflysningerne skal virkelig koste noget. Og så er der en del transportpolitikere og journalister, som skal til at revidere deres opfattelse af dette togselskab. For sidstnævntes vedkommende: mindre mikrofonholdertilgang og mere kritisk journalistik.

>> Se hele rapporten

>> Tallene fra en konkret måned i foråret 2021 på Thybanen