Bilers – herunder elbilers – store klimatryk skal frem i lyset. Ingen biler bør være fritaget for registreringsafgift.

Til Folketingets Transportudvalg

Siden 2008 er beskatningen af privatbiler blevet kraftigt reduceret. Hvis denne politik fortsætter vil væksten i bilparken fortsætte – og få bilernes klimaaftryk til at blive større og større. Bilers fulde klimaaftryk, inkl. belastningen ved produktion af bilen, bør fremgå af bilreklamer/salgsmateriale og indgå i transportpolitikken. Eksempelvis har en stor bil som en  Polestar 5 allerede udledt 23,8 ton CO2e når den står hos forhandleren – altså uden at have kørt én eneste kilometer. En mindre elbil som en Volvo EX30 har udledt 14,8 ton CO2e som ny.

Biler udgør en stor del af danskernes forbrug og klimabelastning. Alle ved at biler, der bruger fossile brændstoffer, udgør en stor klimamæssig belastning. Men når det drejer sig om elbiler markedsføres de som om de var rene og uden miljøbelastning. I tekstreklamer og i de mange reklamer i TV forbindes elbiler med udtryk som ”grøn omstilling”, ”klimaneutral”, ”klimavenlig”, ”CO2-neutral” m.m. Udmeldinger fra politikere og bilbranchen i forbindelse med omtale af de høje salgstal er også krydret med lovprisninger om elbiler som en redning for klima og miljø. Elbiler er generelt meget store, kraftige, tunge og adskiller sig stort set kun fra andre biler ved ikke at have udstødning fra en forbrændingsmotor. Ellers medfører elbiler de samme belastninger som andre biler. Man undlader simpelthen at oplyse hvad der ligger bag produktionen af elbiler og deres batterier. En produktion der belaster klima, miljø, natur, vandforbrug og som forbindes med ekstremt dårlige arbejdsforhold i eks. miner m.m. Nu ser vi kun på den klimamæssige belastning.

Bilerne

Elbiler er som nævnt normalt ret store og tunge.  Vægten svinger mellem ca. 1500 kilo og op til 3000 kg. En Polestar 5 er en stor bil, der vejer 2444 kilo og deraf vejer batteriet 475 kilo. En Volvo EX30 vejer omkring 1900 kilo.

Det er vigtigt at se på klimabelastningen ved produktionen. En Polestar 5 har således udledt omkring 23,8 ton CO2e når den står klar hos forhandleren uden at have kørt en eneste kilometer. Se bilag 2. Tallet for en Volvo XC 40 ligger på ca. 24 ton. En Volvo EX30 har udledt omkring 14,8 ton CO2e

En Volvo XC 40 Recharge har som nævnt medført et udslip på ca. 24 ton CO2e som ny. Se bilag 1, hvor der også er tal for en fossil Volvo XC40 ICE benzinbil, som belaster mindre i produktionsfasen, men mere i brugsfasen. For at forstå størrelsesholdene vedrørende klimabelastningen ved produktion af biler og batterier kan man sammenligne med nedenstående tal fra CONCITO.  F.eks. svarer 24 ton altså til den maksimale acceptable udledning fra 8 verdensborgere pr. år, hvis jorden ikke skal overstige 1,5 gradsscenariet. Eller 4 med nuværende klimabelastning pr. verdensborger pr. år.  Eller nær ved 2 danskeres årlige udslip.

NOAH-Trafik og Rådet for Bæredygtig Trafik vil – i lyset af bl.a. Klimarådets anbefaling om brug af forbrugsbaseret klimaaftryk – opfordre Folketingets partier til at genoverveje den ensidige satsning på elbiler.

De fleste elbiler betaler ingen registreringsafgift og belaster derfor samfundsøkonomien kraftigt og har tilmed som nævnt et meget stort klimaaftryk ved produktion af biler og deres batterier.

Se mere om konsekvenserne af afgiftslettelserne siden 2008 på alle personbiler og fritagelsen for registreringsafgifter for næsten alle elbiler i bilag 4.

I stedet må der satses benhårdt på at støtte brugen af kollektiv transport, cykler, elcykler m.m.

I bilag 2 er en analyse fra UPI – Heidelberg, hvor man sammenligner CO2-udslippet ved brug af biler med forskellige kollektive transportmidler, cykler og elcykler.

Der er forskellige danske målsætninger vedrørende antallet af elbiler i 2030. Der er mange partier, der opererer med et mål om mindst 1 million elbiler i 2030.

Allerede i september i år nåede vi op over 700.000 elbiler i Danmark. Hvis man bruger klimabelastningen fra Polestar 5 har disse biler udledt omkring 16,6 millioner ton CO2e før de har kørt én eneste kilometer. Hvis det var 700.000  Volvo EX30 elbiler ville udledningen være på omkring 10,4 millioner ton CO2e.

Energistyrelsen forventer i forvejen i sin klimafremskrivning, at transportsektoren i 2035 vil udlede 8,8 millioner ton CO2e.  Det er vel at mærke uden udledninger fra produktion af køretøjer og batterier.

Stop i stedet væksten i antallet af biler

Vi har med 2.974.283 personbiler pr. oktober i år allerede rigeligt med privatbiler i Danmark. I pendlerbilerne er der i gennemsnit kun 1,05 person pr. bil og bilerne står i øvrigt parkeret omkring 96 % af tiden.

En transportpolitik med fortsat vækst i antallet af privatbiler, bruges også som begrundelse for kraftige udvidelser af motorvejsnettet og udbuddet af parkeringspladser. Bygning af disse anlæg er i sig selv skadelige for klimaet, miljøet, naturen og koster milliarder og milliarder af skattekroner.

Elmotorer er at foretrække i forhold til forbrændingsmotoren, men det er bedst, hvis elektriciteten bruges direkte i f.eks. el-tog og letbaner.

Vi ønsker at få stoppet for salg af nye fossile biler i Danmark gerne før EU foreslår. Men man skal ikke fremskynde en udskiftning af den eksisterende bilpark før bilerne er udtjente. Det må være slut med at sætte et mål for antallet af el-biler, som endda primært anskaffes af de rigeste og ofte som ekstra bil i husstandene.

Fremover vil det være godt, at udtjente fossile biler erstattes af mindre elbiler i forening med udbredelse af elcykler og – hvor muligt – kollektiv trafik. Men når vi skal prioritere imellem anvendelse af den begrænsede mængde elektricitet fra sol og vind, vil vi minde om, at det er vigtigst hurtigt at få elektrisk drift i den kollektive trafik.

 

Med venlig hilsenNOAH-Trafik                                       Rådet for Bæredygtig Trafik

Ivan Lund Pedersen                                                          Poul Kattler

>> Se hele brevet med bilag