Kan vi køre rundt, som vi plejer – Dagbladet Information

Leder i Dagbladet Information fra 22. marts 2022 af Otto Lerche Kristiansen.

Vi bringer den her, for vi kunne næppe have skrevet den bedre selv. Se original leder.

Fredag kostede en liter benzin 15 kroner og 89 øre.

Det er en stigning på en krone den seneste måned og mere end tre kroner det seneste år – et år, hvor stigende priser på olie har medført stigende priser for forbrugerne, ikke mindst på benzin og diesel.

Det har en helt konkret betydning for mange danskere: Det er blevet dyrere at komme på arbejde. Derfor vil Skatterådet tirsdag i denne uge drøfte udviklingen i benzinpriserne i forhold til befordringsfradrag og kørselsgodtgørelse. Rådet fastsætter en gang om året satserne for fradraget og godtgørelsen, som er en kompensation for udgifter i forbindelse med transport til og fra arbejde og blandt andet tager udgangspunkt i benzinpriserne. Men med de stigende benzinpriser kan en ekstraordinær ændring af fradraget altså være på vej.

Det har først og fremmest en konkret betydning for den enkelte, men i virkeligheden også en principiel betydning for os som fællesskab.

I årtier har det i Danmark og andre lande været en forudsætning for udviklingen af samfundet, at dets borgere har været i stand til at flytte sig: at de kunnet køre i bil frem og tilbage på arbejde, at de har kunnet tage toget til deres uddannelsesinstitutioner, og at de har kunnet tage til møde eller efteruddannelse i den anden ende af landet.

Det er en del af det at være moderne: at kunne flytte sig.

Vi har flyttet os mere og mere og er med tiden blevet rigere og rigere, og det har stået klart, at der var en sammenhæng. Derfor har mobilitet været styrende for, hvordan vi har bygget vores samfund; for hvor lange motorveje vi har bygget, for hvor mange broer vi har opført, og ikke mindst for, at man i Danmark i 1959 indførte regler om fradrag for udgifter til befordring mellem bolig og arbejdsplads, det såkaldte befordringsfradrag.

Du kan bo i den ene del af landet og arbejde i den anden, og det er blevet en forventning fra politikerne til arbejdspladserne og fra arbejdspladserne til medarbejderne: Vi skal kunne flytte os. Eller, hvis man formulerede det som slogan: Det skal kunne betale sig at køre på arbejde.

Men med klimakrisen må vi stille det samme spørgsmål, når det handler om vores transportvaner, som vi stiller i forhold til alle andre dele af vores forbrug og vores vaner: Kan vi fortsætte? Vi kan ikke spise kød som hidtil, vi kan ikke flyve som hidtil, vi kan ikke opvarme vores huse som tidligere. Kan vi fortsætte med at køre rundt, som vi plejer?

Befordringsfradraget skulle fremme mobiliteten på arbejdsmarkedet og blev ifølge Skatteministeriet indført ud fra »samme motiv« som andre fradrag for udgifter, man som borger har for at »sikre og vedlige­holde indkomsten«.

De seneste 30 år er antallet af biler i Danmark ifølge tal fra Danmarks Statistik steget fra 1,6 til 2,7 millioner, mens antallet af pendlere og den pendlede afstand de seneste år ifølge tal fra DTU’s Transportvaneundersøgelse er steget. Man ser det hver dag på de danske veje; hundredvis eller tusindvis af personbiler kører ad de samme indfaldsveje i det samme tempo mod de samme store byer, og hver eftermiddag kører de samme biler den modsatte vej. Ofte med én person i hver: Ifølge Transportvaneundersøgelsen er der kun én person i 95 procent af bilerne – og i de sidste fem procent er der to.

Den såkaldte belægningsgrad er 1,05 person per bil.

Der kan være mange gode grunde til at arbejde i en anden by, end den man bor i, og mange gode grunde til at køre alene – for eksempel kommer en del af pendlerne fra områder uden for de store byer og arbejder i byerne. De har måske ikke nogen anden mulighed.

Men en anden del af pendlerne har formentlig. Ifølge undersøgelser fra Center for Transportanalyse ved DTU er den største del af pendlerne ikke fra Udkantsdanmark og har ikke en lav indkomst. Det er personer med høje indkomster, som pendler mest, og de fleste pendlere findes i Region Sjælland.

Det er ikke mindst her, man ser billederne af biler i kø på motorvejen; én efter én med én person bag rattet på vej på arbejde eller hjem. Det kan godt være, at det er en forudsætning for vores samfund og et grundlag for moderniteten at kunne flytte sig, men man må spørge:

Bør det foregå på denne måde?