Mindre og langsommere transport er vejen væk fra det hypermobile samfund

Tale ved Klimakaravanen, Stændertorvet, 14. september 2022

Af Claus Hedegaard Sørensen, forsker ved VTI – Statens väg- och transportforskningsinstitut og K2 – Nationellt kunskapscentrum för kollektivtrafik ved Lunds Universitet.

Jeg er forsker. Jeg forsker i hvordan pokker vi omstiller transportsektoren så den passer til bæredygtigt samfund, der ikke skader klimaet.

Mit budskab i dag det er, at vi skal lave en vision om det bedre liv med mindre og langsommere mobilitet – med mindre og langsommere transport.

Mindre transport betyder at vi laver færre og kortere rejser end vi gør i dag. Langsommere transport betyder, at vi i højere grad tager toget i stedet for at flyve. At vi i højere grad går, cykler og tager bus og tog frem for bil, og når vi bruger bilen, så sænker vi hastigheden

Og hvorfor så det?

 

Situationens alvor

Mine kolleger indenfor klimaforskning siger, at vi indenfor få år skal ændre kurs og blive fossilfri.

Og transportsektoren har en meget stor andel af CO2 emissionerne og bidrager altså voldsomt til klimaforandringerne.

Måske vi med det yderste af neglene når danske mål om reduktioner i 2025 og i 2030. Men derefter er målet langt vanskeligere – nemlig klimaneutralitet. Klimaloven siger at det skal være opfyldt i 2050. Men det er alt for sent hvis vi skal nå Parisaftalens mål, og andre europæiske lande har mere ambitiøse mål.

Samtidig med at vi skal nå de klimamål, skal vi også håndtere en række andre planetære grænser. Det drejer sig for eksempel om biodiversitet.

I omstillingen af transportsektoren, får vi hjælp af ny teknologi. Der er teknologi som reducerer udledninger (fx elbiler), der er teknologi i form af apps, som kan gøre det enklere og mere bekvemt at bruge kollektive trafik i kombination med fx delte cykler og samkørsel; og for nogle gør digitaliseringen det muligt at arbejde hjemmefra.

 

Mindre og langsommere transport

Men selvom vi bruger ny teknologi, kan vi ikke fortsætte i den mængde og i den hastighed som vi gør i dag. En transportsektor som lever op til klimamålene og holder sig indenfor planetære grænser, er en transportsektor, hvor vi transporterer os mindre og langsommere.

Vi skal altså vænne os til at transport tager længere tid

Vi skal vænne os til færre og længere besøg, når vi tager langt væk.

Og der skal laves politik både lokalt, nationalt og internationalt som fremmer mindre og langsommere transport.

Individer og virksomheder skal tage de rigtige valg. Men der skal politik til som regulerer adfærd væk fra fly og bil, sikrer investeringer i kollektiv trafik frem for motorveje, og planlægger byerne til fordel for de lette og bæredygtige transportformer.

Det skal være så let som muligt for individet og virksomheder at træffe det bæredygtige valg.

 

Det højmobile eller hypermobile samfund

Det kræver modige politikere, den type af politikere, som vi så under COVID-19, hvor politiske beslutninger dramatisk ændrede vores transportmønstre fra den ene dag til den anden.

Når politikerne tøver med at gennemføre en politik for mindre og langsommere mobilitet, så er det fordi, at der ikke er tilstrækkelig bevidsthed om situationens alvor i befolkningen og blandt mange politikere.

Der er ikke tilstrækkelig krisebevidsthed. Selvom klimakrisen er en langt større krise end COVID-19 krisen.

Men der er også en anden, vigtig årsag til at politikerne tøver. Og det er at vi har vænnet os til at leve i et højmobilt samfund.

Rigtig mange danskere – og en meget stor global middelklasse på et par milliarder mennesker – har vænnet sig til at have hele verden som legeplads. Vi har vænnet os til at rejse hurtigt, komfortabelt og billigt næsten overalt i verden.

Og vi har vænnet os til at pendle langt på arbejde og enkelt, hurtigt og komfortabelt besøge venner og familie overalt i Danmark, når vi har lyst til det.

Jeg er selv en del af det højmobile samfund. Jeg bor her i Roskilde og arbejder i Lund i Sverige, cirka 90 km væk.

Rigtig mange danskere og den globale middelklasse er i store træk glade for al den mobilitet – for alle de muligheder for at rejse. Vi synes, at vores liv er bedre og mere spændende, end vores forældres eller besteforældres, fordi vi har de muligheder. Og det gælder også mig selv.

 

Modige politikere

Derfor er det en stor udfordring for politikere at foreslå politik, som strider mod det højmobile samfund, vi har vænnet os til. Derfor kræver det virkelig mod at være en politiker, som arbejder for mindre og langsommere mobilitet.

Og politikkerne skal have opbakning til politikken. Ellers går det ikke.

Det har vi set med protestbevægelser som Norges ”Nej til bompenge”, i Sverige med det såkaldte ”benzinoprøret” og i Frankrig med ”de gule veste”.

En politik for mindre og langsommere mobilitet kræver befolkningens opbakning.

 

Legitimitet

Frygten for en katastrofe med et meget varmere klima og med ustabilt vejr og masser af flygtninge fra ubeboelige dele af verden er en drivkraft for mange mennesker og kan bidrage til opbakning for en politik for mindre og langsommere mobilitet.

Men det er ikke nok. Så længe mange mennesker ikke kan forestille sig et godt liv med mindre og langsommere mobilitet har de – eller jeg kunne sige vi – svært ved at forstå krisens omfang og hvad der følger med den. I psykologien kalder man det kognitiv dissonans.

Derfor er en positiv vision om det bedre liv med mindre og langsommere mobilitet nødvendig.

 

Elementer til en vision

Jeg har ikke en færdig vision med i dag.

Men det handler blandt andet om:

  • Mere attraktive byer og lokalområder med mindre biltrafik og mere liv. (Det er nemlig den hurtige, billige og komfortable transport som har nedlagt butikker og servicefunktioner i mindre byer)
  • Bedre befolkningssundhed. Fordi vi i et samfund med mindre og langsommere mobilitet går mere og cykler mere. Fordi der er mindre støj som skaber hjerte-karsygdomme og fordi der er mindre luftforurening
  • Flere smukke, uberørte og stille landskaber og natur. Fordi vi ikke behøver så meget ny infrastruktur til transport
  • Bedre naboskab, stærkere lokale fællesskaber. Fordi vi transporterer os mindre og i højere grad laver akviteter lokalt.
  • Og så giver langsom transport også muligheder for at læse, tænke og stene, og i den kollektive trafik (og på klimakaravanens vandring gennem landet, vil jeg tro) mulighed for at tale med andre mennesker og måske få nye venner.

Afslutning

Jeg har altså ikke en færdig vision for det bedre liv med mindre og langsommere mobilitet.

Men jeg ser et stort behov for at vi udvikler sådan en vision, der understreger alt det gode vi får i det samfund

Og hvis vi vil leve inden for planetære grænser, ikke forringe klimaet endnu mere, og samtidig give folk der har alt for ringe mobilitet – og de eksisterer også i Danmark, men endnu mere naturligvis i Det Globale Syd – bedre mobilitet, så bliver fremtiden for langt de fleste mennesker i Danmark en fremtid med mindre og langsommere mobilitet.

Tak for ordet.