Lynetteholm og havnetunnel vil undergrave alle lokale og nationale trafik-, miljø- og klimamålsætninger

Der er en høring om VVM for jordarbejdet for Lynetteholmen med deadline 25.1. (som RBT vil lave udtalelse om) og anlægslov til samme sag er minsandten også fremsat med deadline 14.2. (hvor RBT også vil udtale sig).

Dette er vores opdaterede synspunkter om hele projektet:

NOAH-Trafik og RBT har gennemgået materialet vedr. projekterne og må desværre konkludere, at de 4 officielle argumenter for projektet ikke holder:
Det fremføres, at en havnetunnel og Lynetteholm vil reducere biltrafikken i det meste af Kbh. Det er desværre ikke rigtigt. Man sammenligner med en lineær fremskrivning af biltrafikkens omfang med ca. 30 %. Derved er det en misvisende sammenligning. Man skal sammenligne med trafikken nu, sådan at folk kan vurdere om de ønsker projektet gennemført eller ej. Der sker ingen trafikdæmpning og trængselsreduktion. Der sker tværtimod en kraftig trafikstigning de fleste steder.

Mængden af den såkaldte ”overskudsjord”, kan reduceres kraftigt, hvis man lever op til sine trafik-, klima- og miljømålsætninger samt til kravet om mere genbrug af jordressourcer lokalt. Meget såkaldt ”overskudsjord” til Lynetteholm forventes i øvrigt at komme fra unødvendige, miljøfjendtlige, trafikgenererende anlæg som en havnetunnel og parkeringskældre. Letbaner på overfladen, i stedet for mere metro, vil være billigere, hurtigere at bygge, give borgerne bedre fladedækkende trafikbetjening samt ikke generere ”overskudsjord” af betydning.

De bebudede projekter giver kun et yderst beskedent bidrag til stormflodssikring og kun mod nord. København kan stormflodssikres både fra nord og syd bedre, billigere og hurtigere på anden måde.

Projekterne dæmper heller ikke prisudviklingen på boligmarkedet. Tidligere planchef i Københavns Kommune, lektor og arkitekt m.a.a. Holger Bisgaard konkluderede sådan i kronik i Politiken den den 8. januar 2021: ”Der findes ikke historiske eksempler på, at massivt boligbyggeri giver lavere priser”.


>>
Se de samlede kommentar til projekterne (pdf)

>> Følg selv med når BR behandler Økonomiforvaltningens udkast til et høringssvar til miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm Møderne i Borgerrepræsentationen begynder kl. 17.30 og slutter normalt kl. 23.00.