Pladsen mellem husene i byen: Lyt til borgernes ideer! Park dagen 2024

Pressemeddelelse

Fredag d. 20.9. er International Park(ing) Day, Det markerer ved en række lokale arrangementer om eftermiddagen  som Rådet for Bæredygtig Trafik er koordinator for under titlen Park dagen. Her kan alle komme forbi og besøge konkrete steder, hvor borgere viser deres ideer frem. Borgerne vil gerne bruge mere plads til menneskenære og grønne formål. Det vil uden tvivl være på bekostning af arealer til bilernes parkering og til gennemkørende biltrafik. Og det er fint, for bilerne dominerer i forvejen vores byer alt for meget!

Der er denne fredag særlig vægt på København, hvor ikke mindst bylivsgade-projekterne sprudler med ideer, hvoraf langt de fleste ikke er realiseret. Københavns Kommune træder vande og kan ikke rigtig få realiseret ønsker om en bil-saneret eller bilfri indre by; der sker alt for lidt ude i byens kvarterer og parkering fredes helt generelt. Dantes Plads skal stadig omdannes til privat, underjordisk p-plads. Parkeringspladser er dyre, konstruktionen ligger mellem 50.000 og 1½ mio. kr. pr stk. Dertil kommer, at de optager dyre grundarealer i København. Kantstensparkering optager 12 % af byens areal mellem husene, til sammenligning optager cykelstier kun 7 %. Den samlede parkering fylder 4,4 % af kommunens totale areal, eller 1½ gange den planlagte Lynetteholm. En masse private p-pladser i Indre By suger biltrafik til byen, og beboere får stillet vældig billige p-pladser til rådighed.

Park dagen er lejligheden hvor lokale borgere viser deres visioner om byen. Vi siger:

  • Grønne områder med plads til mennesker og natur
  • Mere plads til fodgængere og cyklister
  • Mere plads til beboernes ønsker og drømme
  • Plads til bylivsgader

Se mere om Park dagen og se programmet, som får flere detaljer med tidspunkter (og flere arrangementer) i de kommende dage: https://baeredygtigtrafik.dk/park-dagen/