Udsendt d. 10.9. 2026
Du modtager e-mail nyhedsbreve fra Rådet for Bæredygtig Trafik ca. seks gange om året. Du kan selv afmelde eller ændre din e-mail adresse på Google groups. Når du modtager denne e-mail betyder det IKKE at du automatisk er medlem af RBT. Det håber vi, at du har lyst til at være, det sker fra vores hjemmeside. Kender du nogen, du synes skal modtage sådanne nyhedsbreve som dette, så tilmeld dem her.
Kan du ikke læse nyhedsbrevet godt på mail, så find det på hjemmesiden hér.
Kære modtager af nyhedsbreve!
Igen er redaktør Leif Kajberg klar med en række nyheder, som vi håber, I vil finde interessante.
Pyjamas Party på Hovedbanen søndag 13. september, aften
Så gennemfører RBT endnu engang et pyjamas party, hvor vi – de fremmødte – slår til lyd for nattog og grænseoverskridende togforbindelser på tværs af europæiske grænser og til og fra Danmark. Og giver den stærkt problematiske og klimaskadelig flytrafik en tydelig og klar fuckfinger:

Sted: København H., Vesterbrogade indgangen (mod banegraven)
Tid: 20.30 og tidspunktet er koordineret med events og markeringer flere andre steder i Europa. Vi afslutter officielt kl. 21.15 (men måske lidt før).
Kan du møde i nattøj, så er det super-godt!
Slogan på Hovedbanegården:
Nej til fly – dag og nat
Ja til tog – dag og nat
Vi siger:
- Forbyd natflyvninger.
- Flyt kort- og mellemdistance flyveture i retning af langsommere, men sammenhængende og billigere tog.
- Så kan lokalsamfundene ved lufthavnene sove og helbredet skånes.
- Og så kan udledningerne fra luftfarten reduceres hurtigst muligt.
Link til Facebook-event: https://www.facebook.com/events/2037915430417883/
Vi ses søndag aften!

Klimafolkemødet 2026: RBT var med
RBT deltog og delte i år bod delt med JMOM, Jyder mod overflødige motorveje. RBT var til stede i boden torsdag den 27. august. Leif, Niclas, Niels og Poul repræsenterede RBT og forklarede og uddybede vores forslag og synspunkter bl.a. med støtte i visuelt materiale fremlagt på disken ved boden, hvor vi også havde vores bannere hængende. Der var fx et kort, som illustrerede de grænseoverskridende togforbindelser i Europa. Som vi gjorde flittigt brug af. Vi havde også visuelt materiale med, interaktiv grafik, som havde fokus på Femern-forbindelsen.
Der var mange forbipasserende og ikke så få, som stoppede op, og som vi kom i snak med. Nogle stillede os konkrete spørgsmål, også om RBT, formål og aktiviteter. Først på dagen var der ganske mange unge mennesker – ikke mindst gymnasieelever viste det sig – som henvendte sig til os for at få korte interviews og få besvaret spørgsmål med tanke på opgaveskrivning.
På foto ses Leif og Niels W. stående i bod nummer 40. RBT var via Poul og Niclas desuden repræsenteret ved tre samtalesaloner om brug af internationale tog.
Provinsaktivisme for flere direkte tog til København
Struer får flere direkte tog til og fra København. Fra søndag 13. december vil der køre flere direkte tog mellem Struer og København ifølge oplysninger fra By-, Land- og Transportministeriet. Fra at der i dag kører direkte tog fire gange i døgnet, vil der fra 13. december køre otte.
Flere direkte tog mellem Struer og København, ad den ”skrå bane” i Midtjylland, har længe været et markant og hyppigt ventileret regionalt og lokalt ønske i Midt- og Vestjylland. Og med DSB’s overtagelse af togdriften fra GoCollective (Vores Tog) lysner det, idet det vil indgå som en del af den samlede løsning, at DSB fordobler antallet af direkte tog mellem Struer og København.
Mere herom, bl.a. politikerudtalelser, i nyhed på Kollektiv Trafik Forum Struer får flere direkte tog til og fra København » Kollektiv Trafik Forum
Henvendelse til transportudvalget – Er der dokumenteret behov for Den Sjællandske Tværforbindelse?
Foreningerne Tværmotorvejen – Nej Tak og Nej til Kattegatforbindelsen og Højhastighedstog i Vestsjælland, som Ivan, NOAH og RBT, følger tæt, har udarbejdet en henvendelse til Folketingets Transportudvalg. Henvendelsen er bl.a. baseret på data fremskaffet fra Vejdirektoratet (Ivan har været behjælpelig her). Henvendelsen gik af sted til Transportudvalget 17. august.
Nedenfor gengives centrale indholdselementer i henvendelsen stilet til Folketingets Transportudvalg:
Opfordring til at skrinlægge yderligere undersøgelser
Foreningerne Tværmotorvejen – Nej Tak og Nej til Kattegatforbindelsen og Højhastighedstog i Vestsjælland vil i forbindelse med det nye Transportudvalgs tiltræden opfordre Folketinget til at genoverveje behovet for at anvende yderligere offentlige midler på undersøgelser af en ny motorvejsforbindelse mellem Rønnede, Næstved, Slagelse og Kalundborg.
Vores grundlæggende spørgsmål er enkelt: Hvilket dokumenteret trafikalt problem skal en ny tværmotorvej løse?
Allerede i Vejdirektoratets forundersøgelse fra 2013 forventedes omkring 10.000 køretøjer i døgnet på hovedparten af Rute 22 mellem Slagelse og Næstved i 2025 – og op til ca. 13.600 nær Slagelse på strækningen mod Kalundborg. Vejdirektoratets konklusion var dengang bemærkelsesværdigt klar:
“Trafiktallene indikerer, at der ikke er basis for at etablere en motorvej på strækningen.”
I henvendelsen henvises der til 2025-tallene, som nu foreligger. Det fremgår af Vejdirektoratets faktiske målinger at der er omkring 10.600-12.900 køretøjer i døgnet på de undersøgte strækninger mellem Slagelse og Næstved. Og det fremhæves, at trafikken stort set ikke har flyttet sig fra niveau, man for mere end ti år siden forventede. Dengang vurderede Vejdirektoratet, at der ikke var basis for en motorvej.
Det nye retningsopdelte datasæt fra Vejdirektoratet dækkende september 2025 gør kapacitetsbilledet endnu tydeligere. På de seks målesteder ligger den højeste gennemsnitlige timetrafik på hverdage mellem 633 og 1.019 biler pr. time i hver retning.
Den fremlagte dokumentation med talmateriale i grafer og figurer, som RBT og NOAH Trafik har fremskaffet og synliggjort (februar 2026), peger derfor utvetydigt i retning af følgende konklusion: Når trafikken ligger omtrent på det niveau, Vejdirektoratet tidligere vurderede ikke gav grundlag for en motorvej, de retningsopdelte målinger viser betydelig ledig kapacitet på alle seks målesteder, og kun en meget lille del af trafikken er gennemgående – hvilket dokumenteret trafikalt problem skal en ny tværmotorvej så løse?
Og i henvendelsen til Transportudvalget indgår desuden denne helt centrale iagttagelse, som motorvejstilhængerne bør forholde sig til: ”En motorvej kan gøre nogle længere rejser hurtigere, men den skaber også nye barrierer for de mennesker, der bor langs den. Lokalsamfund og landskaber gennemskæres, og hvor en motorvej forbedrer mobiliteten på langs, kan den gøre den lokale transport på tværs vanskeligere og længere. Det har betydning for rejser til familie og venner, indkøb, fritidsaktiviteter, skole og uddannelse, arbejde samt lokale kultur- og naturoplevelser”. Det er et rigtig godt argument at gå ud med fra motorvejskritikernes side.
De underskrivende foreninger mener derfor, at der bør stilles nogle grundlæggende spørgsmål, før der bruges flere millioner kroner på yderligere undersøgelser:
- Hvad har trafikalt ændret sig siden Vejdirektoratet i 2013 konkluderede, at trafiktallene ikke gav basis for en motorvej?
- Hvorfor undersøge en ny motorvej, når de retningsopdelte trafikdata på alle seks målesteder viser betydelig uudnyttet kapacitet?
- Matcher en gennemgående motorvej et trafikmønster, hvor kun en meget begrænset del af trafikken fortsætter gennem hele strækningen?
- Kan konkrete lokale flaskehalse løses billigere og mere målrettet på det eksisterende vejnet?
- Står de mulige tidsgevinster mål med konsekvenserne for lokalsamfund, natur, landskab og rekreative værdier?
Og der afsluttes med følgende verbale salut: En ny motorvej bør være svaret på et dokumenteret problem – ikke et projekt, man først bagefter forsøger at finde behovet for. Sådan, så fik I den!

Haslev station har stadig en stationsstue
Men hvor længe? Forhåbentlig bliver stationen ved med at have en stationstue, som er uformelt indrettet, med gode siddefaciliteter, og sågar med et lille bibliotek, eller læserum. Og der er også en caféfacilitet. Og dermed er stationsstuen det ideelle venterum for mange af togbrugerne. Men jeg (Leif, nyhedsbrevets red.) fik desværre det indtryk, da jeg medio august kom forbi Haslev station og talte med medarbejderen bag disken, som stod for caféen, at antallet af stationsstuer på landsplan er gået meget ned. Det er en kedelig udvikling, som bør vendes, for der er – det er mit indtryk – ganske mange, som kigger ind og gør brug denne ventefacilitet, som er en facet, der kan være med til at gøre togtransporten mere attraktiv. Og det er noget, som DSB bør være obs på. Og understøtte og hjælpe på vej.
RBT-medlemmer: Fik du betalt kontingent?
Kontingent for 2026 er på kr. 200,00, som indsættes på konto 5301 0288423 i Arbejdernes Landsbank. Vil du støtte os med et lille ekstra beløb oveni, er du mere end velkommen!
Er du medlem af Foreningen? Hvis ikke, så overvej at blive det!
Du bliver medlem ved at sende diverse relevante oplysninger (navn og evt. organisation, adresse, tlf., e-mail – og meget gerne hovedinteresseområde) – til medlem@baeredygtigtrafik.dk Og indsæt forinden de 200,00 kr., som dækker kalenderåret, på kontoen i Arbejdernes Landsbank.
Som medlem har du en række fordele og rettigheder:
- Du kommer på vores mail-liste
- Du modtager vores e-mail nyhedsbrev (hvis du ikke allerede modtager det)
- Du får invitationer til vores generalforsamling, kan stille op til bestyrelsen og får invitationer til de (åbne) bestyrelsesmøder
- Du opfordres til at være aktiv på vores Facebook side

Redaktørens skarpe hjørne
Der er noget, som tænder mig af, og det er friktionen mellem på den ene side de stadigt større biler, “stålkasser”, ikke mindst elbiler, som bilkoncernerne/bilproducenterne sender ud på markedet, og på den anden side: den asfaltbaserede infrastruktur tilpasset bilismen ude omkring i samfundet. I de forskellige lande.
Faktum er, at ingeniører, designere og udviklere i bilindustrien udvikler nye ”lækre” forbrugertilpassede bilmodeller, med stor vægt på avanceret teknologi, fart, komfort og fremkommelighed. Og nogle gange decideret luksus.
Men det er her misforholdet kommer ind, og kæden springer af: Friktionen mellem de store og for nogle øjensynligt attraktive bilmodeller og den vejinfrastruktur, som de facto er til rådighed ikke mindst i byerne, primært de store byer. Altså det eksisterende antal kvadratmeter, som de voldsomt store (el)biler, skal køre og holde på: vejarealet, motorveje, omfartsveje, motortrafikveje, gader, stræder og p-pladser. En ond cirkel, som statsmagten og de parlamentariske forsamlinger viger tilbage for at gribe ind i.
For der er noget absurd og højst diskutabelt i, at bilproducenterne i deres isolerede laboratorier og udviklingsafdelinger for konkurrencen og profittens skyld bare udvikler stadig større og tungere biler uden at være særligt optaget af, hvordan deres motoriserede produkter skal indpasses i aftagerlandene. I de forskellige former for byer og lokalsamfund.
Koncernerne skænker det næppe mange tanker, at deres firehjulede produkter indvirker markant på samfund, livsformer, menneskers adfærd og velfærd. For som vi ved, i hvert fald vi, som er engageret i denne problematik, og som har været optaget af den i årevis, så vil konsekvensen af de mange og større biler, som produceres af koncernerne jo uvægerligt være – hvis vi bare tænker på vores eget land Danmark – at der derigennem lægges et betydeligt politisk og økonomisk pres på stat og folketing, som tvinges til at opskalere det samlede vejareal med hensyn til omfang og udbredelse, igangsættelse af nye motorveje, omfartsveje, anlæg af parkeringsanlæg med større båse til biler m.m.
Og her kan der henvises til mange relevante bidrag fra Ivan, NOAH Trafik, som desuden er aktiv i Rådets bestyrelse, og som indgående følger udviklingen og ekspansionen inden for bilparken tillige med vedtagelsen af infrastrukturprojekter til de motorkøretøjer, som fra koncernernes side bliver større og større i omfang, altså det de fylder.
Jeg synes, at det er et felt og en problematik, som fortjener øget opmærksomhed: I hvilket omfang skal samfundet og dets parlamentariske forsamlinger bare hoppe og springe efter bilkoncernerne og indrette byer og landdistrikter og forbindelserne mellem byerne efter de pladsbehov og fremkommelighedsforventninger fra bilisternes side, som følger med og affødes af stålkasserne? Og er det en uafvendelig udvikling, vi bare skal acceptere og passivt indrette os på? Nej, det kan der naturligvis ikke blive tale om! I hvert fald ikke set fra vores, RBT’s perspektiv.