Udsendt 7.5. 2026

Du modtager e-mail nyhedsbreve fra Rådet for Bæredygtig Trafik ca. seks gange om året. Du kan selv afmelde eller ændre din e-mail adresse på Google groups. Når du modtager denne e-mail betyder det IKKE at du automatisk er medlem af RBT. Det håber vi, at du har lyst til at være, det sker fra vores hjemmeside. Kender du nogen, du synes skal modtage sådanne nyhedsbreve som dette, så tilmeld dem her.

Kan du ikke læse nyhedsbrevet godt på mail, så find det på hjemmesiden hér.

Kære modtager af nyhedsbreve!

Igen er redaktør Leif Kajberg klar med en række nyheder, som vi håber, I vil finde interessante.


Ny Transportminister skal smøge ærmerne op

I den kommende folketingsperiode er der behov for, at den nye minister og de nye transportpolitikere får smøget ærmerne op. Vi mener at politikerne skal prioritere områder som kollektiv trafik, cykelstrategi, elektrificering af togene og sætte et stop for nye motorvejsprojekter og væksten i luftfarten.

De politiske initiativer vi peger på opfatter vi som de vigtigste minister og Transportudvalg skal kaste sig over efter en regeringsperiode med larmende tavshed på området.

Sådan starter en kronik som RBT sammen med flere partnere samlet i Netværket for Bæredygtig Transport fik optaget i Altinget. Timingen er god, for i skrivende stund ligner det at der er ved at komme en ny regering og dermed en ny minister for vores område.

>> Se kronikken i Altinget

>> Se kronikken på RBT’s hjemmeside


Cyklisme i fokus ved RBT’s generalforsamling

RBT-bestyrelsesmedlem John Gade stod for et temaoplæg forud for generalforsamlingen den 22. april, der fokuserede på tiltag – både store og små, konkrete og visionære – der kan få bilister til at skifte fra sæde til saddel. Den store og meget vanskelige opgave geopolitisk og klimamæssigt i vores tid er at få bilister til at cykle, hvor det er muligt. Altså foretage skiftet fra sæde til saddel. Men hvad kan vi gøre? Johns oplæg præsenterede en bred palet af tiltag, som samlet kan facilitere denne omstilling. Og her er enkelttiltag – fra de mest lavpraktiske fx krav om badefaciliteter for cyklister til de store visioner om gennemgående, overdækkede cykelstier hævet over al anden trafik – ikke nok!

John lagde ud med en optimistisk konstatering: Det rykker i Paris, venner! Med en ny borgmester ved roret banes der vej for en cykelvenlig byudvikling med ambitiøse målsætninger og strategier for fremme af cyklisme. Cykelvenlig byudvikling er i øvrigt hovedtemaet i et oplæg fremlagt af vores hjemlige Cyklistforbundet. Det fik et par ord med på (cykel)vejen af John. I oplægget findes 45 evidensbaserede anbefalinger om cyklisme og cykelinfrastruktur.

Cykelinfrastrukturen inkluderer cykelbroer og cykeltunneller baseret på arkitektkonkurrencer. Supercykelstier skal have status som motorveje, og staten skal overtage ansvaret for supercykelstierne. Og så skal cykelparkeringskapaciteten og cyklistservice omkring jernbanestationer øges.

Og der skal gøres mere ud af de økonomiske incitamenter til at skifte fra cykel til saddel: Skattefri bonus for at cykle på arbejde, og befordringsfradrag. Og hvis vi bliver i det økonomiske, så vil der kunne skabes en samfundsværdi i størrelsesordenen 10 milliarder, hvis cykelpendlingen øges 10 millioner kilometer.

Og så skal cykelmedtagekapaciteten i tog forøges, og der skal etableres cykelvenlige stationer fra København til provinsen. Cyklistforbundet har, oplyste John, lavet en gennemgang af stationer og 13 anbefalinger. Cykelleje skal således indgå som del af en tog/busbillet. Der skal gøres meget mere ud af stationsnær cykelparkering, og der kan hentes inspiration fra Utrecht i Holland, med en stationskælder, der er dimensioneret med plads til et meget stort antal cykler. Men der skal også indrettes cykelparkeringsfaciliteter på overfladen, ved stationerne. Og så skal der udvikles en ægte national cykelstrategi.

Vi arbejder for at få hele Johns præsentation gjort offentlig.

>> Se RBT’s beretning for året 2025-26


 

Premiere på tog til Berlin og Prag

Der var den 1. maj premiere på det direkte tog til Prag, og der var ikke mindre end fem skribenter fra Udlandstog.dk inklusive RBT’s forperson Poul Kattler med på første tur fra København.

Det er der blevet anmeldelse ud af på Udlandstog.dk.

Som det fremgår af link nederst i artiklen og her så lykkedes det at få god RBT-omtale til tv2.

Og så har RBT-hjemmesiden har fået nyt billede øverst, nemlig fra vores lille politiske markering ved første afgang.


RBT-indlæg i MobilityTech

Indimellem kommer vi ud over rampen med vores holdninger, budskaber og nyheder i RBT. Det er på det seneste lykkedes at få indlæg i webmagasinet MobilityTech som et synspunkt. Titlen er: Vi er blevet klogere på trafik og trængsel – der er store veje nok i Danmark.

Debatkommentaren er skrevet af Ivan Lund Pedersen, trafikkonsulent, NOAH og med i RBT’s bestyrelse og Poul Kattler, forperson for RBT. I slutningen af kommentaren fremhæves det, at fremkomsten af en række nye og tonsende argumenter må have som konsekvens, ”at en reform af bilafgifterne sammen med indførsel af vejafgifter slet og ret fører til at staten stopper sin finansiering af store veje. Fremover skal staten alene satse på at rette op på mange års favorisering af bilisme og asfalt, og i stedet kun finansiere trafikanlæg, der fremmer brug af cykel, gang og offentlig transport”.

>> Se indlægget i MobilityTech

Vi fik også – i samarbejde med andre – bragt et indlæg om nok store veje i Klimamonitor.

>> Se dette indlæg


Nogle indtryk fra konference i Aarhus

Den 27. april gennemførte Transportøkonomisk Forening (TØF) en konference om ”Lokal og Regional Kollektiv Mobilitet”. Og Nyhedsbrevets redaktør deltog i konferencen. Her er et par pluk fra notaterne.

En af de interessante præsentationer på konferencen, som understreger lokalbanernes betydning (og altså i kontrast til Harry Lahrmann og Mogens Fosgerau, som jævnligt taler dem ned, fordi de i deres optik er alt for dyre), havde overskriften ”Odsherred Baneby” og var baseret på et analytisk forarbejde og et pilotprojekt, som konsulentfirmaet Urban Creators har stået for. Fokus er på Odsherreds Jernbane (OHJ), der fungerer som livsnerven og bidrager til sammenhængskraften i en landsdel, Odsherred.

Rådgivningsfirmaet har i analysen inddraget det velkendte byplanlægningskoncept ”15 minutters byen” og opererer med et ”30 minutters territorium”, der udgøres af OHJ og stationsbyerne, 8 bysamfund, på strækningen. Rådgivningsfirmaet har også, som del af analysen, kortlagt, hvordan folk bruger denne lokalbane. En af iagttagelserne er, at brugen af banen i ret høj grad påvirkes af de mange ejere af fritidshuse i Odsherred, som kommer fra Hovedstaden, og som tager på ferie i landsdelen. Der har bl.a. været fokus på Fårevejle og Nørre Asmindrup stationer og bysamfund; man har søgt at kortlægge deres egenart og identitet, og der gennemføres byvandringer og workshops og dialog med lokalbefolkningen. Der blev videreformidlet en række citater og udsagn fra lokalbefolkningen.

OHJ opfattes lokalt som en mere pålidelig transportform end busser. Tværfaglige workshops er næste skridt, og herudfra udvikles der planprincipper for 15 minutters byen i relation til OHJ og Banens opland. Intentionen er at samle flere funktioner omkring stationerne, og der skal arbejdes for cykelfremme og øget cyklingsaktivitet. Der kommer en afsluttende og opsamlende rapport om projektet.

Konferencen blev afsluttet med en paneldebat med deltagelse af oplægsholderne. Disse videreformidlede nogle komprimerede iagttagelser og synspunkter fra de seneste år. Det blev noteret, at cykling har fået mere fokus, og den kollektive transports ”produkter” har fået et øget cykelislæt. Men hvordan kan principper og målsætninger omsættes til praksis?

Og så er der den adfærdsrelaterede dimension: Udfordringerne med at få folk til at ændre vaner og adfærd, og mere specifikt udfordringerne m.h.t. at få bilister til at bruge kollektiv transport og benytte cyklen.

Tony Bispeskov, DSB pegede på, at bilen faktisk kun udnyttes i 4% af dens levetid! Bispeskov tog fat i togproduktet, dets pålidelighed og kvalitet, det skal være enkelt og gennemsigtigt og kundetroværdigheden skal være høj. Det er helt essentielt for en operatør som DSB, og en udfordring af format. Og så er der med adresse til et ekspertudvalg den udfordring, som forårsages af det fleksible arbejdsmarked og det krav, det stiller til den kollektive trafik og måden, som kollektiv trafik-løsninger præsenteres på. Bispeskov var inde på, at der findes et finansielt efterslæb på jernbanens område på 50 milliarder! Her er virkelig meget at rette op på fra politisk side! Man kan ønske sig, at det vil blive taget alvorligt.

Det blev også nævnt, at roadpricing vil kunne overflødiggøre motorvejsudvidelser, og provenuet herfra ville så kunne overføres til jernbanen med dens investeringsbehov. Og så blev Egholm-motorvejsforbindelsen ved Aalborg nævnt: tænk hvis de 9 milliarder, den vil koste at anlægge, blev brugt til cykelforbindelser over Fjorden!


To moderne Hamborg-tog mødes i Padborg. Tv. blåt tjekkisk tog til Prag. Th. rødt dansk tog til København.

Ingen panik – er dit fly aflyst så kører der et tog

Med mange flere togafgange til sommer mod Hamborg, så kan jernbanerne overtage flypassagerer, der opdager at deres fly er aflyst. I henhold til Ritzau så har SAS allerede aflyst knap 1.200 afgange pga høje brændstofpriser. Flere store flyselskaber har aflyst afgange og sat priserne op. Lufthansa har meddelt, at 20.000 afgange aflyses frem til oktober.

På den facon er Trumps krig i Mellemøsten gavnlig for klimaet og har sat fokus på vores fortsatte afhængighed af fossile brændstoffer. Da raffinaderierne inde i golfen producerer meget flybrændstof, der nu er spærret inde, og så er luftfarten særligt ramt.

Situationen lige nu er formentlig midlertidig. Men det illustrerer at højere priser på fossilt brændstof sætter gang i reaktioner, der reducerer flyvning og andet brug af fossile brændstoffer som benzin, diesel og fyringsolie.

>> Se hvor mange afgange med tog, der er denne sommer


RBT-medlemmer: Fik du betalt kontingent?

Kontingent for 2026 er på kr. 200,00, som indsættes på konto 5301 0288423 i Arbejdernes Landsbank. Vil du støtte os med et lille ekstra beløb oveni, er du mere end velkommen!

Er du medlem af Foreningen? Hvis ikke, så overvej at blive det!

Du bliver medlem ved at sende diverse relevante oplysninger (navn og evt. organisation, adresse, tlf., e-mail – og meget gerne hovedinteresseområde) – til medlem@baeredygtigtrafik.dk Og indsæt forinden de 200,00 kr., som dækker kalenderåret, på kontoen i Arbejdernes Landsbank.

Som medlem har du en række fordele og rettigheder:

  • Du kommer på vores mail-liste
  • Du modtager vores e-mail nyhedsbrev (hvis du ikke allerede modtager det)
  • Du får invitationer til vores generalforsamling, kan stille op til bestyrelsen og får invitationer til de (åbne) bestyrelsesmøder
  • Du opfordres til at være aktiv på vores Facebook side

Ny forening samler og skærper modstanden mod tværmotorvejen mellem Næstved og Kalundborg

Med Charlotte Karmark Obel primus motor blev der den 7/4 kl. 19.00 afholdt stiftende generalforsamling i foreningen: Tværmotorvejen – NEJ TAK! på Slagelse Bibliotek.

Charlotte er en dynamisk person og ildsjæl i dette motorvejskritiske initiativ, som også kan følges på Facebook (Facebooksiden ”Nej tak til den sjællandske Tværmotorvej”). Leif Kajberg, RBT havde sagt ja til at medvirke som oplægsholder. Han gav en præsentation, der inddrager Ivan Lunds viden og synspunkter på motorvejsområdet. Der har gennem længere tid været grundig gennemgang og belysning af argumenter mod Tværmotorvejen. Rådet for bæredygtig trafik og NOAH har bl.a. grundigt beskrevet motorvejslobbyismen, dem, der står bag, og de omfattende problemer med en tværmotorvej anlagt i den vestlige del af Sjælland fra Næstved i syd til Kalundborg i nord. Ca. 25 deltog i arrangementet.

Foreningen blev oprettet, vedtægtsforslag godkendt. Der blev valgt en bestyrelse på 5 medlemmer plus suppleant. Bestyrelsen vil nu konstituere sig. Det bliver spændende at følge arbejdet i Foreningen, og RBT bakker klart op her.


Redaktørens skarpe hjørne

”Den politiske intention med at konkurrenceudsætte togdriften var at få skabt et konkurrencedygtigt marked for offentligt betalt servicetrafik, hvor man enten kunne opnå at få mere kvalitet for de samme penge, eller mere trafik for færre penge gennem en effektivisering af driften”. Det er et citat fra en artikel af Tommy Frost i bladet NJT Nordisk Järnbane Tidskrift, seneste nummer, maj 2026, s. 4-5.

Forsiden af NJT ”prydes”, eller hvordan man nu skal formulere det, af et billede af et GoCollective togsæt i den karakteristiske blå farve. Og på forsiden er der også indsat et spørgsmål (på svensk): Upphandlad tågtrafik framgång eller fiasko? Upphandlad betyder købt. Fx når staten eller en offentlighed myndighed betaler for og indgår kontrakt vedrørende private serviceydelser. Og altså i dette tilfælde på togfronten. Ja, det er jo et godt spørgsmål, det med private leverandører inden for togbetjeningen, som RBT-nyhedsbrevets redaktør i flere år har været stærkt optaget af. Er det godt eller skidt? Og det er jo også, indrømmet, et spørgsmål eller en problematik tilsat en vis portion (blå) ideologi. Men det er selvfølgelig svært at svare entydigt og totalt præcist på, og der er selvfølgelig flere vinkler på konkurrenceudsættelse og privatiseret togdrift.

Men jeg er selv, den gamle redaktør, helt klar i mælet her: En markedsgjort jernbane her i Danmark, hvor DSB for enhver pris skal privatiseres, og hvor operatørskift inden for de regionale lokalbaner også meget gerne må finde sted, således at disse omdannes til en art private togselskaber, og hvor vi holder hånden over det aflysningshærgede tidligere Arriva, nu GoCollective, ejet af fonden Mutares, ja, det er afgjort ikke min kop te. Den køber jeg simpelt hen ikke!

Jeg har selv i flere år beskæftiget mig intenst med GoCollective, eller NO.GO, som enkelte af os kalder operatøren, og som nu skal sættes fra bestillingen. Og sådan må det naturligvis være, for et togselskab, som underpræsterer i det omfang, som det tidligere Arriva har gjort, og stadig gør, det er helt uacceptabelt. Lad os få gjort kort proces og få vinket farvel til GoCollective, tidligere Arriva.

Men tematikken er interessant, og den har som nævnt mange facetter og vinkler, og det gør Tommy Frost glimrende rede for i sin artikel i det nordiske jernbanemagasin. I indledningen til artiklen kommer Frost kort ind på status for fyringen af NO.GO: ”Aktuelt i Danmark er den danske stat siden september 2025 i proces med at opsige kontrakten med togoperatøren GoCollective, som kører regionaltrafik i Midt- og Vestjylland, samt på Svendborgbanen på Fyn. Artiklen forsøger at belyse succesen ved udbud – eller det modsatte”. Og det stadig situationen, vi ved faktisk ikke, hvad det ender med, hvordan afskeden med det kapitalfondejede togselskab vil forme sig.

Meningen er jo, at DSB skal tage over i en periode, men det bliver næppe den definitive løsning. Der bliver formentlig tale om en ny udbudsrunde under en eller anden form. Derfor er det godt, at Tommy Frost så udførligt har beskrevet de mange sider af og erfaringerne med at konkurrenceudsætte togdrift. Men nu må vi se, hvad der sker.

Der kan, som antydet, være forskellige holdninger til privatisering og konkurrenceudsættelse og til offentlige, statslige og regionale togoperatører. Og her faldt jeg over en kritisk formulering eller konstatering fra EPF, European Passengers Federation: State-owned railway companies have for a long time enjoyed the luxury of having a monopoly. Like all monopolists, they defend their monopolies as long as possible. In the long term this behavior is not in the interest of passengers nor in the interest of those state-owned companies themselves. Monopolies cause laziness and limit growth. Citatet er hentet fra dokumentet ”Ticketing Issues in Europe” (Arriën Kruyt, EPF 8 April 2026).

Men det er simpelt hen for meget, denne formulering i et EPF-dokument, denne direkte hyldest til den private foretagsomhed og tilsvarende nedgørelse af monopoler inden for den europæiske togdrift (dvs. for det meste statslige togselskaber). Dvs. DSB er dovent anlagt, agerer vækstbegrænsende og savner helt de dyder, som private, entreprenante togselskaber inden for en markedsgjort jernbaneverden tillægges! Det er for meget, den køber jeg simpelt hen ikke!

Men så skal det da lige med, her lige inden deadline og publiceringen af vores nyhedsbrev, at JV, avisen, som udgives af JFM (Jysk Fynske Medier) har publiceret en artikel med overskriften ”Svensk konkurrent vil bryde med DSB’s monopol på intercitytog”. Det er Snälltåget, som er på færde. ”Mandag har rejsende fra Kolding fået et langt billigere alternativ til DSB på rejser til storbyer som København og Hamborg”. Det viser et pristjek, fremhæves det i starten af artiklen. Man fornemmer, at journalisten Amalia Holm Nicoli næsten ikke kan få hænderne ned. DSB får konkurrence! Priskrig! Ej, hvor fedt!