bus cykler tog
Roadpricing bør baseres på et kilometersystem, hvor kontrol foregår gennem selvangivelse, ligesom vi kender det fra togtrafikken, mener Harry Lahrmann i denne artikel i Altinget d. 27.6. 2018.

Af Harry Lahrmann, lektor, Trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet.

Et kilometerbaseret roadpricingsystem, hvor kilometerprisen afhænger af, hvor og hvornår man kører, kan designes på principielt to måder:

  • Alle bilejere får pligt til at installere en myndighedsboks, der logger bilens kørsel, beregner prisen og sender regningen til bilejeren.
  • Der indføres et selvangivelsesprincip, hvor myndighederne udarbejder et takstkort for alle veje og overlader det til den enkelte bilejer at betale for sin kørsel i overensstemmelse med dette kort.
En myndighedsboks er nok den løsning, som de fleste tænker på, når der tales om roadpricing. Men løsningen betyder, at den enkelte bilejer ikke har nogen interesse i at sikre, at boksen virker og beregner en korrekt pris. Følger man eksempelvis debatsiderne på Ingeniøren, vil man konstatere, at der her er mange fantasifulde forslag til, hvordan man kan snyde en sådan boks. En myndighedsboks betyder også, at det offentlige tager hele teknologirisikoen.

Et selvangivelsesprincip kender vi fra billetsystemet for togrejsende. Her er det den rejsendes egen forpligtigelse at indløse billet, og efterfølgende bliver man kontrolleret af togpersonalet. På tilsvarende måde kan konceptet i et roadpricingsystem være, at den enkelte bilejer har ansvaret for at selvangive og betaler for bilens kørsel på det offentlige vejnet i henhold til den gældende takststruktur.

Kompliceret regnestykke 
Nu vil mange måske spørge, hvordan bilejerne skal finde ud af, hvor meget de skal betale - det kan jo hurtigt blive et kompliceret regnestykke? Helt enig. Men hvad mon der ville ske, hvis noget sådant blev vedtaget? Markedet ville lynhurtigt tilbyde bilejere en boks, der kan det samme som ovenstående myndighedsboks - altså logge kørslen, udregne prisen og fortælle bilejeren, hvad der skal betales, og - måske endnu smartere: automatisk trække betalingen på brugerens betalingskort.


Der ville også blive udviklet apps til smartphones, der gør det samme, og som ikke kræver installation i bilen. Den store forskel mellem en myndighedsboks og en markedsboks/app er, at bilisten med en markedsboks vil være interesseret i, at boksen virker og udregner den korrekte pris. I modsætning til bilisten med myndighedsboksen.

Som et tredje betalingsalternativ kunne det offentlige stille en webservice til rådighed, hvor det på et kort er muligt at angive den rute, bilen har kørt, hvorefter prisen bliver udregnet, og en betalingsmulighed stilles til rådighed. Et sådant system kunne for eksempel benyttes af bilister, der kun nogle få gange benytter det danske vejnet, eksempelvis udenlandske bilister på gennemfart eller veteranbiler.

Som i togene vil det være nødvendigt med kontrol for at sikre, at alle betaler. Denne kontrol kan foretages ved automatisk nummerpladeregistrering, dels på faste kontrolposter, dels fra mobile kontrolposter i form af køretøjer med scanningsudstyr installeret. Det er en velkendt teknologi, som allerede fungerer i dag i form af politiets både stationære og mobile nummerpladescannere.

Efterfølgende kontrolleres, om en scannet nummerplade har betalt korrekt for at være på den aktuelle position og tidspunkt - og hvis ikke, betales en kontrolafgift. Alle scannede nummerplader slettes efter en kontrolperiode, eksempelvis 30 dage, som det i dag gælder for politiets nummerpladescannere.

Omfanget af kontrol tilrettelægges, så omkostningerne til kontrol modsvarer kontrolindtægterne. På denne måde belastes provenuet fra roadpricingsystemet ikke af kontrolomkostningerne, men betales af bilister, der forsøger at snyde.