bus cykler tog
Nattog er på vej til en renæssance på grund af deres klimavenlighed. Det Europæiske Miljøagentur peger alene på nattog som alternativ til fly på de længere afstande i Europa. Og det er så absolut muligt at indføre nattog fra Danmark og Sverige til Europas midte

Debatindlæg i Dagbladet Information 24.3. 2018 - se indskannet artikel

Flere og flere mennesker indser, hvor uholdbart det er at flyve, som vi gør i dag. Vi danske og svenske hører til de, der har øget antallet af flyveture mest i Europa - vi flyver nu gerne fem-seks gange tur/retur om året. Klimapåvirkningen fra flyene går således den helt forkerte vej. Heldigvis er der gode muligheder for at erstatte flyvningen, i hvert fald i Europa: Vi skal kunne tage nattog, der kan give bekvemme rejser til mange destinationer.


Møde i Köln næste morgen? Tag toget fra København først på aftenen. Du er der en time i forvejen, men to minutter havde også været nok. Det er en smuk februar aften, og efter afgang glider toget gennem Valby og ud af byen. Måske tager du aftensmaden i restaurantvognen eller hænger ud med en kollega i kupeen. Eller du vil arbejde på præsentationen til morgendagens konference - ombord er der selvfølgelig wifi og forbedret mobil dækning.

Når dagen er færdig, er der en redt op med en komfortabel seng i dit rum. Klokken seks næste morgen bliver du vækket, toget er fremme om en time. Efter morgenmaden og et brusebad om bord er du allerede midt i byen, udhvilet og klar.

Er det muligt? Absolut.

Sparer tid og energi
I samarbejde mellem Danmark, Sverige og landene sydpå kan to sæt gode nattog etableres. Det første nattog begynder sin rejse i København klokken 18.25, samler passagerer op i Odense og Kolding og krydser grænsen til Tyskland omkring klokken 22.00. Det har en sektion til Köln (ankomst 7.00) og Amsterdam (ankomst 10.25). En sektion kører til Basel (ankomst 9.20) og Zürich (ankomst 10.55). Og endelig en sektion til München (ankomst 9.05) og Innsbruck (ankomst 10.55).


Næste tog kommer fra Stockholm, og er også i to sektioner. Toget kører fra København klokken 23.30. Der køres uden at samle flere passagerer, og toget er i Hamborg kl. 6.26. Herfra opnås forbindelse med højhastighedstog til rigtig mange steder i Tyskland. Toget deles i Hamburg, og den ene sektion ankommer til Berlin klokken 08.40, og den anden ankommer til Dortmund klokken 9.25, til Köln 10.40, og til Bruxelles til frokost.

Forslaget er baseret på eksisterende spor og teknologi - og desuden baseret på, at DSB's kommende ellokomotiver trækker togene fra København til Hamborg.

Sammenlignet med et fly om aftenen sparer togrejsende både tid og hotelomkostninger og sammenlignet med første morgenfly skal man ikke op klokken fire til en brutal morgenplan. Tog har også gode muligheder for at medbringe stor bagage og cykler, og tog kræver ikke besværlige procedurer i lufthavnen.

For samfundet er internationale nattog et perfekt supplement til luftfartsskatter: Vi skal begrænse flyveturene, men også gøre det lettere at rejse over lange afstande. Her er toget - ofte kørt på 100 procent vedvarende elektricitet - et naturligt valg.

Indtil 1990'erne kørte toget 'Alfred Nobel' mellem Stockholm og Hamburg, selv om det skulle opdeles på flere færger over Øresund og Østersøen. Nu er der skinner hele vejen via Storebælt og lokomotiver, der kan håndtere de forskellige elektriske systemer og sikkerhedssystemer i Europa. Muligheden for internationale nattog fra Sverige og Danmark til kontinentet er derfor på mange måder bedre end før, og vi har mere end nogen sinde brug for dem. Frem til 2014 kørte der nattog fra København sydpå via Kolding. Det lukkede helt meningsløst på toppen af dets passagertal.

Hvad er nødvendigt for at få dette til at ske? Vi foreslår, at den svenske regering køber materiel, så et nattog kan køre fra Sverige og sydpå. Sådanne indkøb er allerede foretaget af den svenske stat af togvogne til det legendariske nattog til Lapland. Udstyret leases til en operatør, og det er langtfra givet, at skattekroner er nødvendige for driften, men de ville give sikkerhed for at komme i gang. Hvad angår det andet tog fra København, kræver det, at DSB samarbejder med den østrigske operatør ÖBB, så en ny gren af de østrigske NightJet finder skinnerne til København i 2021.

Nattog hjælper os med at opfylde vores klimamål på transportområdet og knytte Europa sammen - begge meget aktuelle spørgsmål. Det store spørgsmål er nu blot, om vi vil være i stand til at tage toget til kontinentet allerede i 2021?

Per Eric Rosén fra Uppsala, Ellie Cijvat fra Malmö og Poul Kattler fra København er alle tre aktive i det europæiske netværk for internationale nattog, Back-on-Track.eu.